Nu er det officielt: Østjysk dyrepark får ny isbjørn
I oktober sidste år var ensomme Ivan på alles læber. Den ulykkelige isbjørn i Københavns Zoo var trist, fordi hunisbjørnene havde mistet interessen for ham, men nu er der godt nyt for den hårdtprøvede isbjørn. Inden længe flyttes han til Østjylland og Skandinavisk Dyrepark ved Kolind.
- Snakken om, at vi skulle have Ivan, har været i gange længe, men nu er det så sikkert, at han flytter over til os i januar, siger direktør i Skandinavisk Dyrepark, Frank Vigh-Larsen, til tv2oj.dk.
Direktøren er glad for at få en ny isbjørn, der jo også trænger til nye græsgange.
- Han trives ikke i København, og så har han været på besøg ved os før, og det har han nydt. Så jeg er sikker på, at det nok skal blive godt, siger Frank Vigh-Larsen.
Det er planen, at isbjørnehannen skal parres med dyreparkens nye avlshun fire-årige Nuno, der i løbet af 2017 bliver kønsmoden.
Så er det på sigt håbet, at der kan fødes nye isbjørne i Skandinavisk Dyrepark. Det skete i november sidste år, hvor et tvillingepar blev født. Desværre døde de to unger inden for få dage, da de ikke fik den nødvendige næring fra moren Ilka.