Nu er millionerne fordelt: Hele byrådet står bag
Alle byrådets partier har sent torsdag aften indgået et budgetforlig for 2025 for Syddjurs Kommune.
Overskriften på den budgetaftale, der landede sent torsdag aften er 'Omstilling og investering i velfærd, vækst, klima og natur'.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi som et samlet Byråd står bag et solidt budgetforlig, hvor der er afsat midler til skoler, ældreområdet, vores klimaudfordringer og flere grønne tiltag, siger borgmester Michael Stegger (S).
Det betyder blandet andet, at der er sat ekstra midler af til trivsel og inklusion i skolerne - det drejer sig om 1,5 millioner kroner næste år stigende til 3,65 millioner kroner året efter. Derudover er også afsat 500.000 kroner ekstra til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
Der er også fundet 3,72 millioner kroner i budgettet til ældreområdet, hvor borgerteams i ældreplejen skal tilgodeses, ligesom der også afsættes ekstra midler til normering og kompetenceudvikling i forhold til demens eller psykiske lidelser på plejehjem.
Byrødderne er også blevet enige om at prioritere udbygning 14 plejeboliger ved demensplejehjemmet Frejasvænge i Kolind, fremgår det af kommunens pressemeddelelse.
Og så har de seneste års våde vejr har også sat sit aftryk på årets budgetforlig. Der afsættes flere midler til både håndtering og planlægning for et vådere vejr, den grønne omstilling og natur- og miljøindsatser for eksempel i forbindelse med gendannelse af Kolindsund.
Flere besparelser droppet
I Syddjurs Kommune var der ellers for på forhånd lagt op til større besparelser på 20 millioner kroner. Men endelige resultat er landet noget mere mildt.
Ifølge kommunen handler det om, at rammerne for årets budgetforhandlinger har været 'omskiftelige'.
Økonomiaftalen mellem KL og regeringen for 2025 gav en forventning om flere midler til borgernær velfærd.
Men Syddjurs Kommune måtte i stedet se sit indtægtsgrundlag forværret med 25-30 millioner kroner på grund af blandt andet færre skatteindtægter og en reduceret statslig udligning. Siden har regeringen tildelt et etårigt ekstraordinært tilskud til kommunerne, hvor Syddjurs Kommunes andel er på 11,8 millioner kroner, som altså har afbødet sparekniven.
I det vedtagne budget for 2025 er der besluttet besparelser for 12,1 millioner kroner - og med en forventning om besparelser for 15 millioner kroner året efter.
Ny skole, daginstitution og plejeboliger
Budgetforliget levner fortsat plads til et betydeligt anlægsbudget.
Blandt andet bygges der i 2025 og overslagsårene en ny skole i Hornslet, en ny daginstitution i Rønde, Pindstrupskolen udvides, og kommunens plejeboliger skal udbygges.
Ud over nybygninger kommer der større renoveringer og moderniseringer af blandt andet Rosengården i Hornslet, Ebeltoft Børnehus, Ådalsskolen og Ådalens børnehus.
Kilde: Syddjurs Kommune
- Rammerne har skiftet undervejs med forskellige meldinger fra regeringen, men jeg er glad for, at vi kun har haft behov for at indarbejde en begrænset mængde forslag fra vores omstillingskatalog, udtaler borgmester Michael Stegger.
På grund af hele balladen har Syddjurs Kommune valgt at være medunderskriver på et brev, der opfordrer Regeringen til analyse af kommunernes finansiering for at sikre større gennemsigtighed og forudsigelighed de kommende år.