Politiet talstærkt til stede på landejendom
En politiaktion udspiller sig tirsdag middag på en landejendom nordøst for Kolind. Det er National Enhed for Særlig Kriminalitet, som undersøger et endnu ukendt forhold.
Tirsdag middag er politiet massivt til stede og undersøger en landejendom på Sivestedvej nordøst for Kolind på Djursland.
Det fremgår af billeder, som TV2 ØSTJYLLAND har modtaget fra en fotograf på stedet.
Hvad politiet præcis undersøger, er endnu uvist, men den særlige enhed National Enhed for Særlig Kriminalitet, kendt. som NSK, bekræfter, at de er på en adresse på Sivestedvej, og art de senere i dag vil melde ud om, hvad de foretager sig der.
Indtil da er der tavshed fra politiets side. Ifølge TV2 ØSTJYLLANDS oplysninger arbejder politiet parallelt på en anden adresse få kilometer fra landejendommen på Sivestedvej.
Af de billeder, TV2 ØSTJYLLAND har set, fremgår det, at i hvert fald fem civile biler, som må relatere til politiet, er set i indkørslen til den landejendom, der bliver undersøgt. En betjent er endvidere spottet med en spade i hånden.
Senest østjyderne hørte om NSK, var da politienheden var med til at afsløre en illegal cigaretfabrik ved Aulum.
Ved du noget, hører vi gerne fra dig på telefon 28 83 32 55 eller mail til redaktion@tv2oj.dk.