Tobakssalget er på sit laveste siden anden verdenskrig: - Vi skal have det udfaset helt
Danskerne køber færre og færre cigaretter. Selv hos de unge, der ellers i flere år har haft et stigende forbrug, ser tendensen nu ud til at vende.
Det har længe været kendt, at det er sundhedsskadeligt at ryge. Alligevel er der ifølge Kræftens Bekæmpelse fortsat for mange, der frivilligt indånder den giftige tobaksrøg.
- Vi ved, at hvis man ryger gennem hele livet, så har man 50 procents chance for at dø af det. Hvert dødsfald er trist, og vi vil gerne forebygge så mange som muligt. Jeg synes, vi skal have det udfaset helt, siger Niels Them Kjær, der er projektleder ved Kræftens Bekæmpelse, til TV2 ØSTJYLLAND.
Men selvom vi stadig ikke er i mål set fra Kræftens Bekæmpelses synspunkt, så er vi i gang med en glædelig udvikling, mener Niels Them Kjær.
Siden 1990 er salget af tobak faldet støt, og vi er nu på det laveste niveau siden 1945. Selv hos de unge, der ellers i mange år har haft et stigende forbrug, ser tendensen nu ud til at vende.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse ryger 20 procent af de 18 til 24-årige dagligt eller lejlighedsvist. Det er 3 procentpoint færre end i 2020. Og ifølge Niels Them Kjær skyldes det især de forskellige tiltag såsom prisstigninger på cigaretter, forbud mod at ryge ved skoler, og at pakkerne nu er gemt væk i butikkerne.
Unge dropper tobak - men ikke nikotin
På Syddjurs Gymnasium møder TV2 ØSTJYLLAND tirsdag en 18-årig 3.g-elev, der er stoppet med at ryge efter at have røget i tre år.
- Jeg stoppede med at ryge, efter at rygeforbuddet på gymnasiet trådte i kraft, fordi mulighederne for at ryge blev forværret, siger Sophia Noer.
På Syddjurs Gymnasium har det været forbudt at ryge i skoletiden - hverken på eller uden for skolens grund - siden sommeren 2021.
- Al det med rygning blev så besværligt. For så skulle man til at finde et skur eller noget, hvor lærerne ikke kunne opdage én, siger Sophia Noer.
Hun fortæller dog også, at hun ikke har lagt nikotinen helt på hylden.
- Alle i min omgangskreds skal droppe nikotin, før jeg kommer til at stoppe med det.
Ingen rygere i 2040
Ifølge Kræftens Bekæmpelse kræver det fortsat initiativer, for at man kan få endnu flere unge til at droppe tobakken. Det næste, der er på vej, er neutrale cigaretpakker.
- Vi kigger meget til Norge. Der har de kun en femtedel unge rygere i forhold til os, og her er prisen meget højere. En pakke cigaretter koster cirka 90 kroner, så det ønsker vi os også i Danmark, siger Niels Them Kjær.
- Vi har en målsætning om, at vi skal nå ned på 5 procent rygere i 2030. Og så måske i 2040 er der slet ikke nogen, der ryger længere.