Bestseller tilbagekalder drengejakker - risiko for kvælning
Kunder skal stoppe med at bruge jakken og kan få deres penge refunderet hos Bestseller.
Modekoncernen Bestseller tilbagekalder nu to junior drengejakker. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen.
Årsagen er, at jakkerne ikke lever op til kravene om snore i hoved/hals-området i børnetøj op til syv år. Der er risiko for, at snorene under leg kan hænge fast, hvilket kan medføre fare for kvælning.
Jakkerne er blevet solgt både online og i fysiske butikker i perioden fra december 2019 til juni 2020.
Modellerne hedder "12165551 - JJESHALE JACKET JR" og "12168224 - JORFLEX JACKET JR.", og tilbagekaldelsen vedrører kun de navngivne jakker i str. 128.
Sikkerhedsstyrelsen beder folk, der har købt produktet, stoppe med at bruge det. Og Bestseller skriver, at jakken kan returneres i den butik, hvor den er købt.
Kunderne får pengene og eventuelle fragtomkostninger retur.