Kæmpe bifald i Boxen: Lars Larsen hyldet
Jysk-stifteren fik posthumt Kulturministerens Parasportpris ved Sport 2019.
Stifteren af Jysk-koncernen - Lars Larsen der døde den 19. august sidste år - blev lørdag aften hyldet ved Sport 2019 i Jyske Bank Boxen i Herning.
Larsen fik posthumt tildelt Kulturministerens Parasportspris for sin store støtte gennem 30 år til dansk parasport.
Over årene har sponsoratet endda udviklet sig, så det også omfatter parasport i andre europæiske lande.
Det var oprindeligt Lars Larsens hustru Kristine (som Larsen altid kaldte Kris), der fik ideen til sponsoratet. Parret så et stort potentiale i parasporten, og de fortrød aldrig det store engagement.
Det var også Kristine Brunsborg, der modtog prisen.
TV MIDTVESTs reporter i Boxen fortæller, at meddelelsen om prisen til Larsen blev modtaget med stående klapsalver - aftenens hidtil største.
Ud over Lars Larsen var Viborg Skytte Forening og landsholdet i kørestolsrugby nomineret i kategorien.