Redningskrans skal sikre overlevelse for historisk båd
Både Hjejlen og Hjejleselskabets øvrige otte både kan blive fjernet fra Silkeborg, hvis selskabet går konkurs.
Et hvil burde være godt og tiltrængt, når man er verdens ældste. Men ikke for verdens ældste fungerende hjuldamper.
Alligevel er Hjejlen ved kaj i Silkeborg. Den må ikke sejle med gæster på grund af coronakrisen, og det kan nu få betydning for dens eksistens i Silkeborg.
For lige nu er der ingen indtægter, men kun udgifter, og hvis det fortsætter, kan Hjejleselskabet ikke eksistere.
- Hvis det sker, vil vi stå med en konkurs, og så vil vi ikke være i stand til at sikre, at Hjejlen og de øvrige både forbliver i Silkeborg, siger direktør i Hjejleselskabet, Thomas Klostergaard.
Redningskrans smidt ud
I 159 år har Hjejlen sejlet passagerer til Himmelbjerget og tilbage fra Silkeborg hver sommer. Så hvis selskabet går konkurs, er der fare for, at et stykke kulturhistorie forsvinder fra byen.
Derfor er der kastet en redningskrans ud fra den lokale afdeling af Junior Chambers i form af en indsamling.
- Silkeborg kan ikke være bekendt at lade Hjejlen i stikken i den nødsituation, som den er i. Så vi skal gøre noget, siger Sonja Marie Overgaard, der er formand for Junior Chamber i Silkeborg.
Målsætningen er at skaffe 1,5 million kroner, og de første bidrag er allerede kommet.
Billetter betalt tilbage
Det er noget, der skaber glæde hos direktør Thomas Klostergaard.
- Vi er meget overvældede over, hvor voldsom en opbakning vi oplever, siger han.
Men selvom der er glæde over den hjælpende hånd, er der stadig langt endnu.
Hjejleselskabet har ni både på Silkeborgsøerne. Til dem har der været købt flere tusinde forhåndsbookede billetter, men dem må selskabet altså nu betale tilbage.
Direktøren melder, at der kun er begrænset hjælp at hente fra regeringens hjælpepakker.
TV MIDTVEST er ikke lykkedes med at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup i sagen.