Lægens besked: Stop med at drikke eller du dør

Anita Jæger Hansens kaotiske liv med årelangt misbrug førte til hjemløshed, og var det ikke for Horsens Kommune, kunne det have kostet hende livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Anita Jæger Hansen fik hjælp til at komme ud af hjemløshed og alkoholmisbrug, og nu vil hun gerne fortælle andre om, hvor farligt og skadeligt et misbrug kan være. Foto: Lucas Mæng, TV SYD
Af Line Guldager Hansen og Yasemin Schilling Øzkir
I samarbejde med TV SYD

Lægens besked til Anita Jæger Hansen var ikke til at misforstå.

- Hvis ikke du stopper med at drikke, så kommer du ikke til at fejre din 53-års fødselsdag. Så dør du.

Anita Jæger Hansen har været misbruger af alkohol og hash siden ungdommen, og for halvandet år siden var hendes lever så tæt på at stå af, at Anita Jæger Hansen snart skulle bestemme sig for, om hun ville lægge sit liv om - nu eller aldrig.

Så havde jeg været død i dag. Så havde jeg drukket mig selv ihjel
Anita Jæger Hansen, førtidspensionist, Horsens

- Jeg drak hver dag. Min ex-kæreste og jeg er førtidspensionister, så vi sad bare og var tæt på at drikke os selv ihjel, fortæller Anita Jæger Hansen.

Udskrevet til hjemløshed

På det tidspunkt boede Anita Jæger Hansen i Fredericia, men på grund af psykisk sygdom blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling i Svendborg. Da hun blev udskrevet derfra, stod hun uden fast bolig og var altså hjemløs.

Derfor fik hun en plads på Forsorgshjemmet Sølyst i Horsens, hvor hun samtidig begyndte i behandling i Trin Horsens for sit misbrug.

Efter et par måneder på Sølyst hjalp Horsens Kommune Anita Jæger Hansen med at få sin egen lejlighed i Horsens.

 - Det er alt. Det betyder så meget for mig, at jeg har min egen bolig, fortæller Anita Jæger Hansen.

Horsens Kommune trådte til

Som del af en særlig målrettet støtte fra Horsens Kommune fik Anita Jæger Hansen ud over lejligheden også tilknyttet en kontaktperson.

- Det er nemmere at hjælpe dem, når de har en lejlighed, og alle mennesker har ret til egen bolig, siger Sara Thastum Mc Creesh, der har været Anita Jæger Hansens kontaktperson.

Hun har hjulpet Anita Jæger Hansen med praktiske gøremål som indkøb af møbler, planlægning af hverdagens opgaver med rengøring, vasketøj og indkøb, overblik over økonomien, opbygning af netværk og meget mere.

- De her mennesker har brug for støtte og vejledning og motivation til at få gjort de ting, der er nødvendige for at kunne have et liv i sin egen lejlighed, forklarer Sara Thastum Mc Creesh.

Vil hjælpe andre ud af misbrug

I dag er det ét år og fem måneder siden, at Anita Jæger Hansen sidst drak alkohol. Derfor kunne hun i januar i år fejre sin 53-års fødselsdag. Det blev en fødselsdag, der på mange måder symboliserer det nye liv, som Anita Jæger Hansen har taget hul på.

- I tidernes morgen var jeg ligeglad med advarslerne, men i dag har jeg tre dejlige børn og et barnebarn, og dem vil jeg gerne have et ordentligt forhold til, siger Anita Jæger Hansen.

Forholdet til familien er en af de ting, som det årelange misbrug har påvirket. Med set i bakspejlet har Anita Jæger Hansen nu også lyst til at sprede budskabet om, hvor farligt det egentligt kan være at drikke alkohol i så mange år, og hvor meget skade et misbrug kan gøre.

For havde Anita Jæger Hansen ikke fået hjælp fra Horsens Kommune, så er hun ikke i tvivl om, hvordan hendes liv havde set ud.

- Så havde jeg været død i dag. Så havde jeg drukket mig selv ihjel.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her