Rekordmange vil være sygeplejerske i Horsens - Simone er en af dem
Sygeplejerskeuddannelsen i Horsens hitter med 598 ansøgninger.
Simone Østergård på 22 år fra Kolding er en af de mange, der i år har sendt en ansøgning til en videregående uddannelse afsted. Og da hun skulle vælge uddannelse, var hun ikke i tvivl. Hun har derfor søgt ind på sygeplejerske-uddannelsen på Via University College i Horsens.
- Jeg vil gerne arbejde med mennesker og gøre en forskel, lyder begrundelsen.
Og hun er langt fra den eneste. Faktisk har 21 procent flere søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen i Horsens i år sammenlignet med sidste år. Sidste år søgte 493 ind - i år har 598 søgt ind.
Armene oppe over hovedet
Det glæder uddannelseslederen for sygeplejerskeuddannelsen i Horsens, Susanne Jastrup , at flere har søgt ind.
Hun er ikke i tvivl om, hvad udviklingen skyldes. Skolen har især brugt Instagram til at udbrede kendskabet til uddannelsen. Og det er ifølge uddannelseslederen en af årsagerne til fremgangen i ansøgertallet.
Desuden tror Susanne Jastrup, at sygeplejefaget har fået mere opmærksomhed under coronakrisen.
- Vi havde armene oppe over hovedet af glæde, da vi så, hvor mange ansøgere, som vi har fået, siger Susanne Jastrup.
Til næste år flytter VIA University College fra lokalerne i nordbyen i Horsens til midtbyen ved banegården.
Og flytningen af uddannelsen til en mere central beliggenhed i Horsens kan også være en af årsagerne til det stigende ansøgertal, mener uddannelseslederen.
Hjemme i Kolding hos Simone Østergaard står den på familieforøgelse inden for den næste uges tid. Derfor har hun også søgt om at begynde på uddannelsen til februar, når hendes barsel er slut.
Hun får svar på ansøgningen den 28. juli.