18-årigt cykeltalent trafikdræbt under løb - bilist slipper med bøde
Det danske cykeltalent Andreas Byskov Sarbo døde af sine kvæstelser dagen efter ulykken, som skete under et af Europas største ungdomsløb i Odder.
En 28-årig kvinde er idømt en bøde på 1500 kroner efter en dødsulykke i maj 2019 ved cykelløbet Tour de Himmelfart i Odder, hvor den 18-årige cykelrytter Andreas Byskov Sarbo mistede livet.
Det har Retten i Aarhus afgjort.
Dermed har retten valgt ikke at følge anklagerens krav om fængselsstraf for uagtsomt manddrab.
Den 28-årige kvinde er frifundet for at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, men får en bøde for ikke at efterkomme de givne anvisninger for færdslen.
Påkørslen af Andreas Byskov Sarbo skete fredag 31. maj 2019, hvor cykelrytteren kørte enkeltstart i Tour de Himmelfart.
Trodsede advarsler
Den fredag var kvinden kørt hjemmefra og kom kort efter til et lyskryds, hvor venstresving var forbudt på grund af cykelløbet.
To vagter med refleksveste stod endda ved krydset for at forhindre, at bilister kørte ind på den ensrettede vej forbeholdt cykelrytterne. Den kan man læse i anklageskriftet.
Men trods advarslerne drejede kvinden til venstre og kørte en kilometer ad ruten - hvor der var opsat flere skilte, som angav færdslen var ensrettet imod bilistens kørselsretning - hvorefter hun kørte frontalt ind i den 18-årige Andreas Byskov Sarbo.
Anmeldelsen løb ind klokken 09.42, og enkeltstarten blev efterfølgende aflyst.
Cykeltalent på landsholdet
Efter dødsulykken strømmede det ind med kondolencer fra venner og kolleger i cykelmiljøet.
18-årige Andreas Byskov Sarbo var på U19-landsholdet i både bane- og landevejscykling, og det var ikke uvant for ham at stå på podiet.
Han blev kaldt et talent, og hans store drøm var at komme med i Tour de France.
Derudover havde han kontaktet TV 2s cykelekspert Dennis Ritter og spurgt, om han kunne komme med i kommentatorboksen en dag, og under VM i 2018 var han med i studiet og imponerede TV 2s erfarne cykelkommentator.
- Jeg havde fornøjelsen af at have ham som medkommentator ved VM i fjor. Et dejligt bekendtskab. Nu er han væk. Det er meningsløst og uforståeligt, skrev Dennis Ritter efter dødsulykken på Twitter.
Den dømte har ingen kommentarer
Ifølge Ritzau er det undervejs i sagen kommet frem, at anklagemyndigheden gik efter en straf på to måneders fængsel for uagtsomt manddrab og manglende agtpågivenhed.
Straffen kunne dog ifølge anklageren gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Kvindens forsvarer, advokat Camilla Ernst, oplyser, at hun ikke ønsker at udtale sig om afgørelsen.
- Det eneste, jeg vil sige, er, at det er en forfærdelig sag, men af respekt til ofrets efterladte ønsker jeg ikke at sige mere, lyder det.
- Jeg kan tilføje, at det samme gælder for min klient.