Black friday - sådan finder du de bedste tilbud
Der er både enormt gode tilbud på black friday og enormt dårlige. Herunder får du en række råd til, hvordan du undgår at blive snydt.
Rabatter på op til både 60 og 80 procent. Sådan lyder tilbuddene ofte på black friday.
Der er dog også risiko for at købe en vare, der måske ikke er helt så billig, som den ser ud til. Eller endnu værre: At varen aldrig dukker op.
For at have de bedste kort på hånden er der derfor en række råd, der er gode at følge, understreger forbrugerorganisationer.
- Hvis du gerne vil holde dig ude af fup og svindel på black friday, er det et godt råd, at du betaler med et betalingskort. Hvis varen ikke kommer, og butikken har svindlet dig, så får du pengene tilbage af banken, siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa, en organisation, der hjælper forbrugerne, når de køber varer i et andet EU-land.
FAKTA OM BLACK FRIDAY
- Black friday stammer fra USA og falder fredagen efter Thanksgiving, som er fjerde fredag i november.
- I dag er indkøbsdagen udbredt til lande over hele verden – herunder Danmark.
- Nogle mener, den hedder black friday, fordi der er sort af mennesker i butikkerne, mens andre mener, at navnet er opstået, fordi black friday er butikkernes sidste mulighed for at få vendt de røde tal i årsregnskabet til sorte.
Forbrugerråd: Sammenlign priser, ikke rabatter
Hos Forbrugerrådet Tænk peger de på, at forbrugerne fredag skal holde skarpt øje med priserne fremfor at fokusere på de procentvise rabatter, fordi det er lettere at sammenligne priser direkte med hinanden.
- Det er enormt svært for forbrugerne at agere i det her marked på black friday. Hvornår er der tale om et dårligt tilbud, og hvornår er der tale om et godt? Derfor er det vigtigt at undersøge priserne på de varer, man gene vil købe, så man ikke sidder på selve dagen og tager et hurtigt tilbud, siger juridisk konsulent hos Forbrugerrådet Tænk Paula Brammann.
Herunder får du en række gode råd til, hvordan du finder de bedste tilbud uden at blive snydt.
____
SÅDAN FINDER DU DE GODE TILBUD PÅ BLACK FRIDAY - OG UNDGÅR DE DÅRLIGE
1 - Sammenlign priserne - ikke rabatterne
Rabatter på 50 eller 70 procent lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også i nogle tilfælde. Selvom den konkrete butik muligvis har sat en vare ned med 50 procent, kan det sagtens være, at der er andre butikker, der altid kører med den samme vare til den lave pris.
Når du handler på black friday, er det derfor helt afgørende, at du sammenligner priserne i stedet for at fokusere på de procentvise rabatter. Det giver dig et bedre billede af, om der reelt er tale om et godt tilbud, eller om prisen blot har været pumpet op i perioden op til black friday.
2 - Undersøg priserne på forhånd
Mange af de gode tilbud på black friday bliver først offentliggjort, når butikkerne åbner – såvel i de fysiske butikker som i netbutikkerne.
For at afgøre, om der reelt er tale om gode tilbud, er det derfor vigtigt, at du på forhånd sætter dig ind i prisniveauet på de varer, du er ude efter. Det gør det lettere at vurdere, om der reelt er tale om et godt tilbud, inden du trykker på "køb".
3 - Bestem dig på forhånd for, hvilke varer du går efter
Inden black friday bliver skudt i gang, er det en god idé, at du er helt skarp på, hvilke produkter du går efter. Det sikrer dig, at du bruger tiden på at anskaffe dig netop de produkter, du er mest interesseret i.
Når du ved, hvilke produkter du går efter, sikrer du dig også, at du ikke kommer til at bruge penge på noget, du i virkeligheden ikke har brug for, bare fordi det var billigt. Du undgår dermed impulskøb og øger chancen for, at du sidder tilbage med det, du havde brug for.
4 - Drop tillægsforsikringer
Køber du et elektronisk apparat på black friday, bliver du ofte tilbudt at købe en forsikring til apparatet oveni. Vurdér først, om prisen på varen er så høj, at du vil forsikre apparatet mod at betale et ekstrabeløb.
Desuden kan du undersøge, om du i forvejen får produktet dækket via din indboforsikring. Nogle indboforsikringer har en elektronikforsikring tilknyttet som tillægsforsikring.
5 - Undersøg, om du kan bytte varen
Selvom det går stærkt til black friday, så husk at undersøge, om du kan bytte dine varer.
Når du køber på nettet, har du 14 dages fortrydelsesret, medmindre der er tale om flybilletter eller arrangementer som eksempelvis koncerter.
Mange fysiske butikker vælger at give dig retten til at bytte varen, men det er ikke en ret, du automatisk har. Derfor er det en god idé at undersøge dette. Undersøg også, under hvilke betingelser du eventuelt kan bytte varen. Kan du få pengene tilbage, eller skal du bytte til en anden vare i butikken?
6 - Reklamationsret
Husk, at uanset om du køber ekstremt billigt eller ej, så har du stadig to års reklamationsret på dine produkter. Gem derfor kvitteringen.
7 - Betal kun med kort
Betal kun med betalingskort på nettet. Når du bruger betalingskort, som du har gennem banken, giver det dig en række rettigheder, hvis du bliver snydt.
Modtager du eksempelvis en forkert vare, eller modtager du slet ingen vare, kan du få pengene tilbage i banken, i det tilfælde du er blevet snydt, hvis du har betalt med betalingskort.
Har du derimod betalt via en kontooverførsel, har du ikke disse rettigheder, og så er det en tvist mellem dig og butikken.
Du er typisk beskyttet af de samme betingelser, når du betaler på Mobilepay og ApplePay, fordi betalingerne her oftest bliver trukket fra et betalingskort.
Kilder: Forbruger Europa og Forbrugerrådet Tænk.
Guiden er skrevet af Christian Kjær.