Brostrøm advarede 1. marts mod stor nedlukning
En nedlukning kan øge befolkningens usikkerhed, lød det fra Brostrøm.
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm advarede om, at en stor nedlukning af Danmark kunne gøre mere skade end gavn.
Det fremgår af en mail dateret 1. marts, som Brostrøm sendte til "centrale embedsmænd". En mail, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.
Mailen er sendt ti dage før, at regeringen igangsatte en stor nedlukning af Danmark for at mindske smitten med coronavirus.
I mailen skrev Brostrøm:
- Tiltag som begrænsning af forsamlinger samt lukning af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og trafikforbindelser kan have betydelige negative samfundsmæssige og økonomiske effekter.
Søren Brostrøm skrev samtidig, at der var risiko for at gøre mere skade end gavn, hvis man satte ind med betydelige nedlukninger af samfundet. Derfor skulle der, skrev han, meget til før styrelsen ville anbefale den slags tiltag.
I perioden fra Søren Brostrøms mail blev sendt, indtil Mette Frederiksen lukkede Danmark, var antallet af bekræftede smittede steget fra fire tilfælde 1. marts til 514 tilfælde 11. marts - et tal, der dog senere er blevet opjusteret til 758.
Brostrøm: Nedlukning kan øge befolkningens usikkerhed
I mailen skriver Søren Brostrøm også, at indgreb i forsamlingsfriheden, nedlukning af virksomheder og begrænsninger af trafik ikke er set i Danmark i nyere tid og "kan i sig selv være med til at øge befolkningens usikkerhed og give indtryk af større risiko, end der er reelt".
Ti dage senere igangsatte statsminister Mette Frederiksen (S) en stor nedlukning af det danske samfund.
Forsamlinger på over 100 personer blev varslet forbudt, alle studerende blev sendt hjem, alle offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner blev sendt hjem, mens private blev opfordret til at lade ansatte arbejde hjemme.
- Nu er vi i en ny situation, og derfor tager vi nogle ret markante skridt op ad stigen, sagde statsministeren.
Oppositionen presser Mette F.
De nye oplysninger om mailen fra Søren Brostrøm kommer efter en artikel i Jyllands-Posten, hvor det kom frem, at man ikke umiddelbart kunne se, at det var myndighederne, der anbefalede nedlukningen af Danmark.
Det var ellers den begrundelse, Mette Frederiksen brugte - og den gentog hun denne weekend - dog uden at ville fortælle, hvilke myndigheder der stod bag anbefalingen, siger politisk redaktør på TV 2, Troels Mylenberg.
- Oppositionen har kaldt statsministeren i samråd om sagen. Man prøver at presse statsministeren, for hvis ikke myndighederne anbefalede nedlukning, var det så for voldsom en reaktion at lukke alt ned?
- Statsministerens støtter finder det omvendt helt uvæsentligt at bore i. Dermed er endnu en corona-konflikt mellem regering og opposition linet op, siger Troels Mylenberg.
Diskussionerne om Mette Frederiksens nedlukning begyndte for alvor i forbindelse med grænselukningen, hvor netop Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm var ude og undsige regeringen.
Sidenhen har blandt andet Venstre kritiseret statsministeren, og Sophie Løhde (V) har anklaget Mette Frederiksen for at tale "direkte usandt."
28. februar: 2 smittede
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm skriver en indstilling til regeringen, hvor han skriver, at tvangsindgreb kun kan ske i "konkrete situationer", hvor der er særlig stor risiko stor risiko for smittespredning.
1. marts: 4 smittede
Søren Brostrøm sender den mail, som Ekstra Bladet nu har fået adgang til.
6. marts: 21 smittede
Statsminister Mette Frederiksen fraråder arrangementer med over 1.000 deltagere, og borgerne opfordres til at holde afstand og undgå kys, kram og håndtryk.
10. marts: 262 smittede
Sundhedsstyrelsen offentliggør et katalog af "hovedprioriteringer og "mulige tiltag" mod covid-19. Tvangsindgreb og nedlukninger nævnes ikke.
11. marts: 514 smittede
Mette Frederiksen varsler på et pressemøde nye forbud og lukker store dele af Danmark ned.
12. marts: 674 smittede
Et enigt folketing stemmer en hastelov igennem, som flytter beføjelser fra Sundhedsstyrelsen og over til sundhedsministeren.
Smittede er angivet i antallet af bekræftede tilfælde kendt på dagen. Tallene er sidenhen opjusteret fra myndighedernes side. Antallet af smittede er ikke opgjort på samme tidspunkter på døgnet.