Café tyvstarter med første koncert i Danmark - sådan skal det foregå

Gæsterne vil være forsamlet i mindre selskaber med en meter imellem, for at caféen overholder forsamlingsforbuddet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Spillesteder må vente med at samle glade koncertgængere til fase 4 af genåbningen. Genrefoto. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Af Anne Sofie Møller Petersen og Sofus Sten Hansen
I samarbejde med tv2.dk

Musikinteresserede må efter alt at dømme vente til efteråret med at tage til koncerter på landets spillesteder.

Men allerede nu på mandag har en café tænkt sig at tyvstarte. Den aarhusianske Café Støj afholder ifølge dem selv "Danmarks første livekoncert" siden nedlukningen.

- Vi har brugt lang tid på at tænke kreativt, siger caféens daglige leder, Ole Bach til TV 2.

Koncerten bliver for siddende gæster, og den spilles af caféens husorkester samt jazzsangerinden Karmen Röivassepp.

Koncerter aflyst og udskudt

Selvom Mette Frederiksen torsdag meddelte, at der er gode muligheder for, at kulturlivet i Danmark får lov til at åbne igen allerede i fase 2, skal spillestederne stadig vente.

De er nemlig sammen med diskotekerne ikke planlagt til at åbne før i fase 4 i august. Derfor har spillesteder rundt om i landet været nødt til at udskyde eller aflyse koncerter frem til efteråret.

Det er dog ikke de samme regler, der gælder landets caféer, som får lov til at åbne allerede på mandag.

Og det bliver da heller ikke den samme type koncert, som man ville opleve dem på spillestederne. Caféens koncertgæster kommer nemlig til at sidde ved borde og nyde mad og drikke til.

En meter mellem koncertgæster

Alligevel har caféen været nødt til at tænke kreativt for ikke at overtræde nogen regler på koncertområdet.

Eksempelvis har de valgt at opdele koncerten i tre dele, så gæsterne køber billet til én times koncert. Caféen har solgt billetter til 15 personer per koncert, og gæsterne kommer til at sidde i mindre forsamlinger med minimum en meters afstand til de øvrige gæster.

Vi har virkelig sikret os, at vi ikke gør noget forkert.
Ole Bach, daglig leder af Café Støj.

På den måde overholder caféen de gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, som har tilladt caféer og restauranter at åbne igen fra på mandag.

- Vi har virkelig sikret os, at vi ikke gør noget forkert, siger caféens daglige leder, Ole Bach, til TV 2.

I caféen håber de på, at deres arrangement måske kan inspirere andre caféer til også at tænke kreativt og finde på løsninger, der kan få musikken ud i landet igen.

- Så ville det da blive lidt mere farverigt i Danmark, siger Ole Bach.

Igennem coronakrisen har mange andre også forsøgt at finde alternativer til de traditionelle livekoncerter, som vi kender dem.

Eksempelvis har der været afholdt drive-in koncerter og fællessang på afstand, mens flere danske musikere har lagt live-sessions ud til deres fans og følgere på de sociale medier.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her