Chris Ankers enke: - Det var et helt ubegribeligt chok

"Vi håber, at alle vil respektere, at vi som familie har brug for ro og privatliv i denne tid", siger Chris Anker Sørensens enke, Michelle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Michelle Moestrup Sørensen sammen med Chris Anker Sørensen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix
Af Nicolai Dvinge og Emma Bjerg Nielsen
I samarbejde med tv2.dk

Chris Anker Sørensens enke, Michelle Moestrup Sørensen, kommenterer nu for første gang det tragiske dødsfald lørdag.

- Det var et helt ubegribeligt chok, der ramte hele vores familie, da min mand, Chris Anker Sørensen, i lørdags afgik ved døden i et meningsløst trafikuheld i Belgien.

- Sorgen og savnet er ubeskriveligt stort, og intet kan lindre den svære proces, vi nu skal igennem.

- Men alle de smukke ord om Chris, der nu strømmer ind fra nær og fjern, varmer os meget og hjælper i en forfærdeligt svær tid. Han har rørt og begejstret mange med sin cykling, sine historier og sit varme, dejlige væsen. Det er tydeligt, at han har gjort en forskel og brændt sig fast i mange menneskers bevidsthed.

- Herigennem vil jeg og vores to piger gerne takke for den store kærlighed og varme, vi mærker fra hele landet i denne tid. Mange har delt deres historier og oplevelser med Chris. Det er vi glade for.

- Jeg kan slet ikke rumme tanken om, at jeg ikke skal kysse min mand igen, og at pigerne aldrig igen skal kramme verdens bedste far – for det var han. En vidunderlig far og en højt elsket ægtemand.

- Vi håber, at alle vil respektere, at vi som familie har brug for ro og privatliv i denne tid. Men vi mærker støtten og den store kærlighed og medfølelse, der strømmer os i møde, og den vil vi hermed gerne sige tak for, lyder det fra Michelle Moestrup Sørensen.

En lang og flot karriere

I sin karriere som aktiv cykelrytter fra 2005-2018 nåede Chris Anker Sørensen at deltage i 12 Grand Tours, hvoraf de fem var verdens største cykelløb, Tour de France.

I 2010 vandt han 8. etape i Giro d'Italia, mens han i 2015 vandt DM i landevejsløb.

Det hele startede for alvor hos Bjarne Riis' danske cykelhold CSC, hvor Chris Anker Sørensen kørte fra 2007 til 2015, efter han allerede i 2005 havde været på prøve hos holdet, der til sidst blev russisk og hed Tinkoff-Saxo.

Det sidste år kørte han for danske Riwal.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her