Danmark kan ikke opnå flokimmunitet, siger SSI

Grænsen for flokimmunitet har løbende rykket sig, i takt med at nye smitsomme mutationer er blevet dominerende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Afdelingschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause mener ikke, det er muligt at opnå flokimmunitet. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Af Ida Marie Lomholt Wismann
I samarbejde med tv2.dk

Siden coronapandemien brød ud i marts sidste år, har vi talt om flokimmunitet som endemålet.

Altså at så mange i befolkningen opnår immunitet mod coronavirus, at smitten har meget svært ved at sprede sig i samfundet.

Men ligegyldig hvor mange vi vaccinerer, er det slet ikke realistisk at opnå flokimmunitet, lyder meldingen nu fra Statens Serum Institut (SSI).

- Hvis vaccinerne var 100 procent effektive mod de varianter, der er i spil nu, og vi havde en 100 procent vaccinationsdækning blandt dem, der er 12 år og ældre, så kunne vi tale om at nå egentlig flokimmunitet imod deltavarianten. Men sådan er virkeligheden desværre ikke, det kan vi ikke opnå, siger Tyra Grove Krause, afdelingschef i SSI, til B.T.

Det skyldes blandt andet, at Delta-varianten er blevet den mest dominerende variant herhjemme.

Den er så smitsom, at det er umuligt helt at undgå smitteudbrud, selvom mange bliver vaccineret, siger SSI-chefen.

85 procent er ikke nok

I starten af pandemien var der enighed blandt flere eksperter om, at 60 procent var nok til at opnå flokimmunitet. Grænsen er dog løbende blevet rykket, i takt med at nye smitsomme mutationer er blevet dominerende.

Statens Serum Institut definerede således 70 procent som grænsen, da udrulningen af vaccinerne begyndte i december 2020.

Og i slutningen af juli fortalte Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, til TV 2, at 85 procent af befolkningen skal være vaccineret, for at vi kan opnå immunitet over for Delta-varianten.

Tyra Grove Krause er enig med Viggo Andreasen, men hun understreger, at det stadig ikke kan stoppe smitten fuldstændig, når Delta-varianten er så smitsom.

Samme pointe havde Viggo Andreasen.

- Der vil komme små udbrud hist og her, for eksempel i børnehaver og på skoler, selv når vi når efteråret og er tæt på flokimmunitet. Men vi er godt på vej, sagde han til TV 2.

Vaccinetilslutning stadig afgørende

Selvom Danmark ifølge SSI ikke kan opnå flokimmunitet, er det stadig målet at få flest mulige borgere vaccineret, så immuniteten kan blive højere.

Det var også grunden til, at Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, på et pressemøde 17. juni meddelte, at 12-15-årige skal tilbydes vaccine.

- Vi har brug for ekstra befolkningsimmunitet, fordi vi er bekymret for den særlig smitsomme Delta-variant, sagde han.

Samtidig arbejder de danske sundhedsmyndigheder målrettet for at øge vaccinetilslutningen blandt de målgrupper, der halter bagefter. Det gælder særligt de unge.

Senest meddelte Sundhedsstyrelsen onsdag, at der skal åbne pop-up-vaccinationssteder flere steder i landet, blandt andet nær uddannelsesinstitutioner.

4,2 millioner danskere er påbegyndt vaccination, mens 3,3 millioner er færdigvaccineret.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her