Er vi ved at besejre virus? Færre bliver indlagt, og andelen af smittede falder, jo flere der bliver testet
Antallet af nye indlæggelser - tallet, der viser smittespredningen i Danmark - var onsdag det laveste siden 13. marts, hvor Danmark lukkede ned.
- Hvis vi kan se – i løbet af påsken – at tingene skrider, og at vi ikke længere løfter ansvaret, så er min besked meget klar: Så kommer vi ikke til efter påske at genåbne Danmark.
Sådan lød det fra Danmark statsminister, Mette Frederiksen (S), da hun i begyndelsen af april annoncerede, at dagtilbud og skolen for de mindste ville genåbne efter påske.
Frygten var, at de psykologiske effekter af genåbningen og påsken ville få danskernes adfærd til at skride. Men ingen af delene har givet anledning til en stigning i antallet af nye indlæggelser. Eller en markant stigning i antallet af smittede, viser tal fra de danske myndigheder.
Faktisk bliver kurverne for nye indlæggelser ved med at falde, ligesom andelen af konstaterede smittetilfælde falder i takt med, at flere bliver testet.
Således er der torsdag konstateret 9158 smittede ud af 193.165 testede, hvilket udgør 4,7 procent syge.
Dét tal var tirsdag 5,3 procent med 8851 konstaterede smittetilfælde ud af 166.846 testede. Samtidig viser de nyeste tal, at der det seneste døgn er blevet meldt flere raske, end der har været nye smittetilfælde.
Aktuel status på testning for covid-19 i Danmark og andre lande.#dkpol #COVID19dk pic.twitter.com/5Qrmb5jMEJ
— Regeringen (@regeringDK) April 30, 2020
Ifølge professor og virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen er det udtryk for, at der i Danmark er få smittede.
- Så selv hvis reglerne om afstand med mere ikke bliver overholdt af alle, så er der ikke mange, der bliver syge af det, siger han til TV 2.
Er der i virkeligheden tale om, at der i Danmark er for få syge?
- Ja. Det kan man godt sige, siger Allan Randrup Thomsen.
Han fremhæver, at Danmark nu har for få smittede til at kunne gøre sig håb om at opnå den anden strategi om flokimmunitet, som Sverige forsøger.
Danskerne slækker på deres adfærd
Det var ellers frygtet, at danskerne ville begynde at slække på reglerne om at forsamle sig og holde afstand, da Mette Frederiksen på et pressemøde 30. marts meldte ud, at Danmark langsomt ville genåbne, og 6. april annoncerede, at man med genåbningen ville begynde med daginstitutioner og folkeskolen for de helt små.
Et forskningsprojekt ved navn 'Hope', der med støtte fra Carlsbergfondet undersøger danskernes sociale adfærd under coronaudbruddet, viste da også allerede i slutningen af marts, at der var en tendens til faldende efterlevelse af reglerne i forhold til store forsamlinger og håndvask.
Michael Bang Petersen, der er professor ved Aarhus Universitet og forsker i smittepsykologi, leder forskningsprojektet. Han oplyser i en mail til TV 2, at "vi ser, at danskerne generelt slækker på deres adfærd. Regelefterlevelsen (adfærden, red.) toppede mellem 23. og 25. marts, og derefter er det gået langsomt nedad."
Men bekymringerne har altså indtil videre vist sig at være ubegrundet. For antallet af både indlagte og nye indlæggelser har med små udsving været stabilt nedadgående.
- Jeg bliver mere og mere optimistisk for hver dag, der går. Det ser ikke ud til, at genåbningen af institutioner og skoler har belastet systemet så meget, som jeg frygtede på et tidspunkt, så det er da rart at have taget fejl, siger Allan Randrup Thomsen.
Antal indlagte toppede 14 dage efter nedlukning
Antallet af indlagte med covid-19 faldt onsdag til 267. Det er det laveste antal siden 23. marts, hvor kurven for antallet af indlagte var på en stejl stigning mod det, som sundhedsmyndighederne advarede mod: overbelastning af det danske sundhedsvæsen.
På dét tidspunkt var 254 personer indlagt med coronavirus. 12 dage tidligere havde statsminister Mette Frederiksen (S) bebudet nedlukningen af Danmark, og 1. april toppede kurven med 535 indlagte – det højeste antal, der endnu er blevet målt, siden det første smittetilfælde i Danmark.
1. april var i øvrigt præcis 14 dage efter nedlukningen 16. marts trådte i kraft.
Ifølge Allan Randrup Thomsen er det lave antal af smittede og indlagte i Danmark blandt årsagerne til, at Sundhedsstyrelsen onsdag igen har ændret teststrategi med testning, opsporing og isolering.
- Strategien begynder at ligne den, som vi måske gerne ville have haft fra dag ét, hvor vi havde få smittede, men som ikke var mulig på grund af den danske testkapacitet.
Han fremhæver, at den strategi ikke ville have givet mening, da det danske smittetryk i slutningen af marts var højt.'
Nye indlæggelser er på det laveste niveau siden 12. marts
Tallet for indlæggelser, der dagligt bliver meldt ud af sundhedsmyndighederne, fortæller om presset på det danske sygehusvæsen, i forhold til hvor mange der på dagen er indlagt med symptomer på covid-19.
Det betyder, at antallet af indlæggelser eksempelvis også kan falde på grund af flere dødsfald.
Kigger man derimod på det daglige antal nye indlæggelser, kan man tage temperaturen på, hvordan smitten med coronavirus udvikler sig.
Men også antallet af nye indlæggelser har samlet set – med små udsving - været faldende siden 25. marts, viser et søjlediagram i den daglige rapport.
Men kigger man på diagrammet er antallet af nye indlæggelser 26. april det laveste siden 12. marts – dagen efter beslutningen om at lukke Danmark ned blev meldt ud.
Statens Serum Institut oplyser til TV 2, at man på nuværende tidspunkt ikke kan oplyste det eksakte antal nye indlæggelser, ligesom tallene ifølge sundhedsmyndighederne løbende bliver justeret. Af samme grund er antallet af nye indlæggelser fra 27. og 28 marts ikke medtaget, ligesom tallet for 29. marts slet ikke fremgår af søjlediagrammet, før den nye rapport bliver udgivet klokken 14 torsdag.
Antallet af nye indlæggelser viser temperaturen på smittespredningen
Ifølge Statens Serum Institut går der cirka 10-14 dage, før en ændret adfærd eller politiske beslutninger viser sig i tallene.
Årsagen er, at der er en inkubationstid på gennemsnitligt syv dage, fra man bliver smittet, til man begynder at udvise symptomer. Herfra går der yderligere cirka syv dage fra smitten med coronavirus kan blive så alvorlig, at man bliver indlagt.
Det vil sige altså sige i alt cirka 14 dage. Og onsdag var det præcis 14 dage siden, de første daginstitutioner og skoler genåbnede efter nedlukningen.
Derfor bliver det ifølge Jens Lundgren, der er overlæge og professor på Rigshospitalet, nu interessant at følge udviklingen i antallet af nye indlæggelser den kommende uge.
- For hvis der kommer flere smittekæder, så vil det tal stige, siger Jens Lundgren.
På spørgsmålet om, hvordan Danmark er stillet, hvis der kommer flere bølger af smitte med coronavirus på et senere tidspunkt, lyder svaret fra Allan Randrup Thomsen, at ingen med sikkerhed ved, om der overhovedet vil komme en anden bølge.
Der er nemlig ifølge Allan Randrup Thomsen data, der antyder, at coronavirus ikke har samme sæsonafhængighed som for eksempel influenza.
- Vi har grebet så meget ind, at vi har ændret i biologien i forhold til den klassiske epidemi. Jeg ved ikke, om vi får endnu en bølge. Eller om vi får et opsving. Det kan også være, vi får et opsving, når grænsen igen bliver åbnet, siger han til TV 2.
Både han og Jens Lundgren opfordrer til, at danskerne på trods af, at smitten lige nu er under kontrol, holder fast i den gode adfærd med at holde afstand og reglerne om forsamling.
- For hvis det er helt frit, og vi bare går tilbage, så kan én person skabe én million smittede i løbet af tre måneder. Det er det forbandede ved den her epidemi, siger han til TV 2.