Høj luftfugtighed øger risikoen for flåtbid
Flåterne bliver mere aktive i høj luftfugtighed - sådan får du den af, hvis du er blevet bidt.
I denne tid tager vi korte bukser på og så er det ellers ud i varmen og naturen. Men derude sidder flåten klar og venter. Den lange periode med høj luftfugtighed har fået flåterne frem af deres skjul.
Flåterne er stort set aktive året rundt, men den høje luftfugtighed betyder, at de vil være fremme flere steder end normalt lige nu.
Luftfugtigheden får flåterne frem
- Vi har de sidste mange uger haft en meget høj luftfugtighed, som gør, at flåten sidder fremme og er klar til at nappe dig i benet anytime. Når det er tørt, er de ikke fremme i samme grad. Flåterne er simpelthen bange for at tørre ud, forklarer naturvejleder ved Naturpark Amager Jes Aagaard.
Flåten bliver aktiv, så snart gennemsnitstemperaturen kommer op over fem grader, og med de meget milde vintre bliver de dermed en trussel stort set hele året. De bliver bare først for alvor et udbredt problem, når vejret lokker folk uden for.
Vi opsøger flåterne
- Hvis vi kigger på statistikkerne for, hvornår folk får en flåt på kroppen eller i yderste instans en borrelia-infektion, hænger det sammen med de perioder, hvor vi kommer i skoven. Man kan se det, når foråret sætter ind, når sommerferien sætter ind, og så er der faktisk også en lille stigning i september, når folk går i skoven for at hente svampe, forklarer Jes Aagaard:
Læs også:
- Det er ikke, fordi flåterne lige pludselig bliver mere aggressive. Det sker, fordi vi begynder at færdes på deres domæne.
Der findes flere værktøjer mod flåter, men ifølge naturvejlederen er det bedre at få dyrene af i en fart end at begynde at anskaffe sig forskellige flåt-tænger.
- Jeg er meget pragmatisk indrettet og synes, man skal bruge det, man har ved hænderne. Og det er neglene. Det er vigtigere at få flåten hurtigt af, end det er at bruge de rigtige redskaber, lyder det fra Jes Aagaard.
Drej den til hver side
Han anbefaler, at du tager fat så langt nede på flåten som muligt. Drej den så 90 grader til hver side. Snablen sidder nærmest støbt fast i det sekret, som flåten har boret sig ned med. Og det skal du løsne, og har du held med det, kan du få hele munddelen med ud.
Læs også:
- Hvis munddelene og snablen bliver siddende, gør det ikke så meget. Din krop vil bare afvise dem med en lille immunreaktion. Det er vigtigere, at du får flåten hurtigt af, så den ikke når at overføre borreliabakterier, siger Jes Aagaard.
Flåter bærer en lang række bakterielle sygdomme - i særdeleshed borrelia, men også i mindre omfang den flåtbårne hjernebetændelse, TBE.