I morgen tidlig kan vi få den første rim på bilen og i græsset
De officielle målestationer vil næppe vise nattefrost, men rimfrost kan ikke udelukkes flere steder i Østjylland.
Selvom det næppe bliver officiel nattefrost, kan man flere steder i Jylland torsdag morgen skulle skrabe rimfrost af bilen. Officiel nattefrost kræver, at en af de faste vejrstationer i to meters højde kommer ned på nul grader, og i den højde vil temperaturen formentlig ikke komme under en grad.
Det er efterårets første frembrud af kold luft, der har ramt Danmark, og de fleste har nok bemærket, at det er blevet køligt. I Horsens blev der natten til i dag målt 3,8 grader, og i nat vil temperaturerne komme endnu længere ned.
- Det bliver så koldt, at det ikke er utænkeligt, at man nogle steder i Syd-, Midt- og Østjylland også kan vågne op til et tyndt lag is på bilen samt rim i græsset, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.
Hvis der er nogen, der kan fremvise rimfrostbilleder torsdag morgen, vil det blive første gang dette efterår, og skulle det mod forventning ske, at en af de officielle målinger også viser frost, vil det være den tidligste nattefrost i 14 år.
- Det ligger lige på grænsen. Prognoserne viser ned til en grads varme, og vi ser af og til, at temperaturen går helt op til et par grader under prognoserne, siger Sebastian Pelt.
Nattefrost i september
I 2005 blev den første officielle nattefrost om efteråret målt 17. september. Sidste år fik vi den første frost efter rekordsommeren natten til 25. september.
Sebastian Pelt forventer ikke, at vi kommer til at se glatte veje, men vil heller ikke udelukke det helt. Det vil kunne opstå helt lokalt for eksempel i en jysk dals
ænkning, selvom det ikke er sandsynligt. Der er stadig for megen varme opmagasineret i jorden.
Til gengæld kan det være ved at være tid til at finde handskerne frem.
- Cykelturen til arbejde bliver en vinterkold oplevelse. Det kommer flere steder til at ske i en temperatur på en til to grader, og det vil altså føles meget koldt, siger Sebastian Pelt.
Kolde morgener frem til varm weekend
Til gengæld kan cyklisterne så sidde og lune sig ved tanke
n om weekenden, hvor det bliver markant varmere med mulighed for helt op til 20 graders varme.
Det er kombinationen af klart vejr, kold luft og nogle nætter, der efterhånden er lige så lange som dagene, der gør, at temperaturen nu kan komme så langt ned.
Koldluftsfrembruddet mærkes ved nogle for årstiden lave dagtemperaturer, byger med masser af hagl samt nætter, der byder på encifrede temperaturer.