'Knugende savn' og 'en stor sorg': Ældre tror, de pårørende har svigtet dem

Aarhus Kommune har åbnet for besøg af pårørende til ældre på plejehjem. Ældre Sagen foreslår, at andre kommuner gør det samme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Genrebillede. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Af Aleksandar Josevski og Camilla Therkelsen
I samarbejde med tv2.dk

Det er snart seks uger siden, at ældre på plejehjem har kunnet få besøg af deres pårørende.

Det er frygten for smittespredning af coronavirussen blandt de sårbare ældre på plejehjemmene, som har adskilt familierne og gjort fysisk kontakt umulig.

Social isolation hænger sammen med en større dødelighed
Rikke Lund, professor Københavns Universitet

Men seks uger er meget lang tid for plejehjemsbeboere, og især for de ældre, der lider af demens, kan det have en skadelig effekt. Sådan lyder advarslen fra administrerende direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup.

- Plejehjemsbeboerne oplever et knugende savn og en stor sorg. De tror, at de pårørende har svigtet dem. For de, som er på plejehjemmene i dag, er ofte demente personer, som ikke lige kan forstå, hvad der sker omkring dem, fortæller Bjarne Hastrup.

- Andre tænker, at deres pårørende er døde, fordi der ikke er nogen kontakt. Korttidshukommelsen forsvinder hos demente, og dermed betyder de pårørende så uendelig meget for deres livskvalitet og for hverdagen.

VIDEO: I Aarhus Kommune har man vedtaget en række nye retnings- linjer, så plejehjems- beboerne alligevel kan få besøg.

Ældre Sagen opfordrer derfor til, at man bløder op for de meget strenge besøgsregulativer, som regeringen i samarbejde med sundhedsmyndighederneudsendte 18. marts, hvor det blev fastslået, at kun helt nære familiemedlemmer til døende plejehjemsbeboere må komme på besøg.

Pavilion med plexiglas

Meldingen fra Ældre Sagen kommer efter, at kommuner som Aarhus og Aalborg er begyndt at åbne for udendørs besøg af pårørende på plejehjemmene.

Ældre Sagen opfordrer andre kommuner til at gøre det samme.

- Der er kommuner, som er gået i gang med det på en dybt ansvarlig måde, så man ikke bringer coronaen med ind på plejehjemmene. For eksempel ved at bruge udearealerne og ved at overholde de to meters afstand, afspritning og tests, siger Bjarne Hastrup.

Foreningen har foreslået måder, hvorpå besøgene kan udføres på en forsvarlig måde.

Blandt andet kan den pårørende sidde uden for et vindue og snakke med den ældre.

Et andet forslag er at bygge en pavillon med plexiglas mellem de pårørende og beboerne, og hvor kontakten kan foregå via højtalere og mikrofoner.

Kontakt via digitale medier som Facetime og Skype er ikke hensigtsmæssig, da de ældre på plejehjemmene ofte er svagtseende og hører dårligt, og især demente behov for en fysisk kontakt.

Det er forslag, som Ældre Sagen har bidraget med i forhold til regeringens forhandlinger, om hvordan en genåbning for pårørende til indlagte på sygehuse og ældre på plejehjem kan ske. Forhandlinger, der i øjeblikket foregår i Socialministeriet.

Større dødelighed

Ældre Sagens opfordring får opbakning fra Rikke Lund, professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Hun anbefaler kommunerne at skabe muligheder for, at der kan komme kontakt mellem pårørende og ældre på en ”sundhedsmæssigt forsvarligt måde”.

Rikke Lund henviser til forskning, der viser, at social isolation kan have store konsekvenser.

- Social isolation hænger sammen med en større dødelighed, med en større risiko for en lang række kroniske sygdomme og for yderligere tab af kognitive funktioner, siger hun.

Det er helbredsmæssigt væsentligt for alle mennesker at have kontakter med vores nære relationer, fortæller Rikke Lund.

VIDEO: Se, da et plejehjem oplevede en udendørs koncert fra deres terrasser.

Men professoren erkender samtidig, at større åbenhed for besøg på plejehjem versus smittespredning af coronavirussen skaber et stort dilemma.

- Den umiddelbare risiko for coronainfektion er en kontant, hurtig effekt, som vi er nødt til at beskytte de ældre og de ansatte imod. Den anden er en langsigtet effekt af mangel på social kontakt med andre. Så vi kan ikke komme udenom, at det er et dilemma.

Bliver ensomme og depressive

Ældre Sagen peger på, at lempelserne skal ske i respekt for sundhedsmyndighedernes generelle corona-retningslinjer.

Der skal testes mere på plejehjemmene, det gælder både ansatte og beboere. Samtidig skal der tilføres flere værnemidler til plejehjemmene – noget, der ifølge Ældre Sagen indtil nu har været et problem.

- Det bliver meget svært, men det er nødvendigt, at vi åbner mere op, for ellers er der plejehjemsbeboere, der ender med at blive ensomme og til sidst får en depression, siger Bjarne Hastrup.

Statsminister Mette Frederiksen (S) henviste på tirsdagens spørgetime i Folketinget til, at erfaringer fra udlandet viser, at plejehjem kan ende med ”rigtig mange dødsofre”, og derfor er der stadig grund til at være restriktiv i forhold til besøg.

Mette Frederiksen: - Jeg savner selv at kramme0:32

- Det er vigtigt for mig at sige, at lige så meget, jeg føler med dem, der ikke kan få lov til at se deres pårørende, lige så vigtigt er det, at understrege, at der er en kæmpe risiko, hvis man åbner op for mange mennesker på vores plejecentre, sagde Mette Frederiksen.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her