Nu skifter vejret igen - sådan bliver det resten af 2021

Det kan blive ret ustadigt op til nytår.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Lunt og ustadigt venter resten af 2021. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af Rune Zeitzen
I samarbejde med tv2.dk

Vejråret 2021 har budt på lidt af hvert, og den sidste uge af 2021 er ingen undtagelse.

Ugen starter med det samme kølige vejr, som har været kendetegnende for julen i år, men allerede i løbet af tirsdagen ændrer det sig, og sidst på ugen bliver det både lunt og ustadigt, med regn, blæst og op til 10 graders varme.

Så for sidste gang i 2021 skal vejret igen ændre sig markant.

Kold start - lokalt 10 graders frost

Ugen starter i samme spor som weekenden med udbredt frost og lokalt under -10 grader i Jylland.

Vinden tager til fra sydøst, bliver frisk til hård og lokalt op til kuling.

Blæsten får det til at føles meget koldt, så skal man cykle på arbejde, er det en god ide med varmt vintertøj.

I løbet af eftermiddagen skal resterne af en varmfront op og passere den vestlige del af landet fra syd.

Prognose mandag klokken 15.00. Både mulighed for sne og isslag. Foto: TV 2 Vejret

På forsiden af fronten falder nedbøren som sne, mens den senere kan gå over i isslag.

Isslag er særdeles farligt, da der er tale om underafkølede regndråber, der straks kan gøre veje og fortove spejlglatte.

Derfor skal man være varsom i trafikken mandag eftermiddag.

Definitioner af nedbørtyper: Sne, tøsne, slud, isslag, hagl og regn

Regn er dråber af flydende vand

Slud er en blanding af regn og sne - ikke at forveksle med tøsne.

Tøsne er sne, der pga. begyndende smeltning er våd. Tøsne er pr. definition dog sne.

Sne er sammensatte iskrystaller, der kan falde til jorden som større eller mindre fnug.

Isslag er underafkølet regn - flydende vand med en temperatur under 0° - der, ved kontakt med faste overfalder, omgående fryser til is.

Hagl er isklumper af varierende størrelse og kan dannes året rundt i kraftige bygeskyer

Mere blandet fra tirsdag

Tirsdag passerer et lille lavtryk ind over landet fra vest. Dette lavtryk skubber den kolde luftmasse, som har ligget over landet i længere tid, mod øst og giver udbredt regn og slud.

Prognose tirsdag klokken 14.00. Foto: TV 2 Vejret

Temperaturerne tirsdag kommer over frysepunktet, dog bliver det stadig en kølig dag, især med den stride vind.

Onsdag ligger resterne af tirsdagens lavtryk og snurrer rundt sydøst for landet, som giver en mere behersket og kølig dag.

Temperatur prognose i 1,5 km højde onsdag klokken 11.00. Foto: TV 2 Vejret

Der kan komme enkelte regn eller sludbyger onsdag.

Ustadigt men lunt fra torsdag - spænding om nytårsvejret

Torsdag passere et lavtryk nord om landet, og det kommer med både varme, regn og blæst.

Temperatur prognose i 1,5 km højde torsdag klokken 8.00. Foto: TV 2 Vejret

Lavtrykket pumper varm luft op til landet, og temperaturen kan komme op på mellem 7 og 9 grader.

Nytårsaftensdag kan temperaturen endda komme op over 10 grader flere steder.

Prognose fredag klokken 10.00. Der er spænding om nytårsvejret. Foto: TV 2 Vejret

Lige omkring årsskiftet ligger flere lavtryk i kø ude over Atlanterhavet og venter på at ramme Vesteuropa.

Det kan både give regn og rusk, og det rimer ikke på nytårskrudt.

De nuværende lavtryksbaner sender lavtrykkene nord om landet og giver mere behersket nytårsvejr.

De baner skal dog ikke forskydes meget mod syd, før nytåret bliver skudt i gang med et gedigent blæsevejr og knap så meget krudt.

5-døgnsprognosen fra 27. december til 31. december. Foto: TV 2 Vejret

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her