Ny skole på vej: Her er de mulige placeringer
Pengene er afsat, behovet for mere plads er akut, og nu er en mulig placering et skridt nærmere.
En ny bygning ved Hornslet Hallerne til de ældre elever eller en ny skole til de yngste tæt på en ny daginstitution?
Det er de to modeller, der arbejdes seriøst videre med i jagten på at få plads til flere folkeskoleelever i Hornslet.
- Nu mærker vi virkelig, at processen er i gang, og det er det, som vi har gået og ventet på, siger Carina Manley, formand for Hornslet Skoles bestyrelse.
Ny skole i 2024
Ordene kommer efter, at der i aftes var digitalt borgermøde med ét eneste punkt på dagsordenen: Udvidelsen af Hornslet Skole.
Der er de kommende år afsat 99 millioner kroner til at bygge de nye lokaler, som skal stå færdige til skoleåret 2024-2025. Derefter skal den nuværende skole renoveres.
Udfordringen er enkel: Der er allerede flere elever, end den nuværende skole er bygget til, og der kommer kun flere elever til byen i fremtiden.
- Sådan som befolkningsprognoserne ser ud, så skulle de skitserede udvidelsesplaner for Hornslet Skole i første omgang være nok, siger Kirstine Bille (SF), der er formand for udvalget for familier og institutioner.
Lige nu er der 38 almenklasser, mens man vil have plads til 47 klasser i fremtiden.
Der mangler trafikløsninger
I september 2019 blev der udarbejdet en analyse af behovet for nye lokaler og mulige placeringer.
Nu er feltet skåret ned til to muligheder.
Enten skal der bygges en ny indskoling på Rodskovvej sammen med en ny daginstitution.
Eller også skal de ældste klasser rykkes til en ny udbygning ved Hornslet Hallerne.
- Jeg er blevet lidt klogere på, hvad byen vil, men jeg har ikke lagt mig fast på noget, inden de endelige beregninger på de forskellige muligheder er lavet, siger Kirstine Bille.
Udvalget for familier og institutioner skal komme med deres anbefaling i begyndelsen af december, inden byrådet endelig tager stilling på årets sidste byrådsmøde.
- Vi skal især have lavet nogle overslag og skitseringer på mulige trafikale løsninger, for det bliver der brug for, når børn og unge skal til og fra en ny skole, siger Kirstine Bille.
Skolebestyrelse: Ny udskoling er den bedste mulighed
På mødet blev skolebestyrelsen spurgt, hvilken løsning de foretrækker.
- Vi synes, at vi kan få mest ud af en ny udskoling. Tankerne er visionære, og det er en model, som ikke er set andre steder i kommunen, siger skolebestyrelsesformand Carina Manley og uddyber:
- Ved at lave et sted tiltænkt de ældste klasser, laver vi nogle fysiske og pædagogiske rammer, der kan skabe en god vej fra folkeskolen og videre til elevernes fremtidige uddannelsesliv.
Også byrådsmedlem Jan Kjær Madsen (RV.) fra Hornslet er fortaler for en udskoling ved Hornslet Hallerne.
- Placeringen her giver mulighed for at tænke idrætsliv og udeliv meget mere ind i skolen, og det er godt med mere plads til fysiske aktiviteter for de ældste elever, siger han.
Læs også
De argumenter kender skolebestyrelsesformand Carina Manley godt.
Hun understreger vigtigheden af, at skolen forbliver en bred skole for alle.
- Vi har lagt meget vægt på, at Hornslet Skole skal favne bredt. Skolen har så mange elever med mange forskellige interesser, og vi skal kunne favne dem alle, siger hun.
Inden årets udgang bliver det vedtaget, hvor en kommende ny skole i Hornslet skal placeres.