Russisk politiker overværer EP-valg: Vil lære af dansk demokrati
Natalia Gryaznevch bor i Sankt Petersborg i Rusland, men denne weekend er hun i Danmark for at se, hvordan vi afholder et valg, så der ikke bliver snydt.
Med to valg på halvanden uge er der mildt sagt godt gang i demokratiet i Danmark.
Læs også:
Søndagen står i Europa-parlamentsvalgets tegn, og mens krydserne bliver sat bag gardinerne i stemmeboksene, er der masser af embedsmænd, der sørger for, at alting går retfærdigt til, så valget bliver fair.
Og det er grunden til, at Natalia Gryaznevch er rejst fra Sankt Petersborg til Aarhus.
- Jeg blev inviteret af Silba, som er en valgobserveringsorganisation, og jeg er meget glad for at være her, for det er første gang, jeg er i Danmark under jeres valg, og vores opgave er at observere valgprocessen til Europa-parlamentsvalget, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
I Rusland har de også demokrati. Natalia Gryaznevch har selv stillet op to gange, men ifølge hende er der stor forskel på det demokrati, de har i det store land mod øst og det, vi har her i Danmark.
- Den største forskel er, at I i Danmark har demokratiske og retfærdige valg. Det har vi desværre ikke i Rusland. Der bliver der snydt i næsten alle valg. For os er det en god oplevelse at se, hvordan ægte demokrati ser ud. Vi skal bruge vores erfaringer her til at organisere fair valg i Rusland, siger hun.
Demokratiets festdag
Hun observerer valgprocessen på valgstedet på rådhuset i Aarhus, hvor menneskerne er strømmet til siden dørene åbnede.
- Det har været en rigtig god åbning alle steder i Aarhus Kommune. Det er demokratiets festdag, og det er aarhusianerne med til at fejre hele vejen rundt. Jeg håber, vi får en høj stemmeprocent. Det er vigtigt for vores demokrati, siger Lene Hartig Danielsen, der er chef for Borgerservice og Valg i Aarhus Kommune.
Og den opfattelse deler den russiske valgobservant, for selvom Folketingsvalget generelt er det, der trækker flest danskere til stemmeurnerne, så ser Europa-parlamentsvalgets stemmeprocent stadig ikke skidt ud.
- Mit første indtryk er, at der kommer virkelig mange vælgere. Jeg hørte, at det europæiske valg ikke er så populært blandt folk, og at valgdeltagelsen er lavere, men jeg ser mange mennesker, der stod klar ved åbningen af valgstederne. Det er meget imponerende, siger Natalia Gryaznevch til TV2 ØSTJYLLAND.
Når valget er ovre, skal den russiske politiker tilbage til Rusland, hvor hun håber, at hendes nye viden kan gøre en forskel for at gøre valgene i hendes hjemland mere retfærdige.
Læs også:
- Noget, der har overrasket mig meget er, at tilliden i Danmark er virkelig stor. Vælgerne stoler på staten, og staten stoler på vælgerne. Her er der ingen, der er bange for, at reglerne bliver brudt. For mig er det et tegn på et ægte demokratisk samfund, siger Natalia Gryaznevch.