Stenkaster knuser ruder i ly af natten: Politiet efterlyser vidner
Natten til tirsdag har der været en stenkaster på spil i Hornslet, hvor flere ruder er blevet knust. Politiet har brug for hjælp til at finde gerningsmanden.
I løbet af mandag aften og natten til tirsdag fik flere borgere i Hornslet sig lidt af et chok. En indtil videre ukendt gerningsmand har flere steder i byen kastet sten og knust ruder hos både private og i en kontorbygning.
Politiet har fået fire henvendelser og rykkede i forbindelse med en knust rude ud til Præstemarken for at foretage undersøgelser på stedet. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Der var dog ikke nogen spor efter gerningsmanden, og politiet ved derfor heller ikke, om der er tale om drengestreger.
- Det er lidt specielt, at der har været flere steder indenfor så kort tid. Det er i så fald meget grove drengestreger, fortæller Janni Lundager, der er pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.
- Det kan heller ikke afvises, at det har været med indbrudshensigt.
De fire stenkast
Klokken 22.16 blev en sten kastet mod et hus på Langager. Stenen ramte dog få centimeter under et vindue, og derfor var det kun husmuren, der tog skade.
Klokken 00.50 hørte en 60-årig kvinde, der bor på Åsen, et brag, og tirsdag morgen kunne hun konstatere, at en sten var kastet mod en rude – dog uden at være gået helt igennem.
Klokken 00.57 røg der en stor sten gennem køkkenvinduet hos en 78-årig kvinde, der bor på Præstemarken. Politiet var efterfølgende forbi med en patrulje, men fandt ingen spor efter gerningsmanden.
Klokken 01.55 blev der ligeledes knust en rude i en kontorbygning på Toftevej.
Da politiets undersøgelser ikke har hjulpet dem nærmere en gerningsmand, vil de gerne tale med eventuelle vidner, der kan have set mistænkeligt personer i de berørte områder.
Politiet kan som altid kontaktes på telefon 114.