Anne Marie lukkede elsket bodega - ti dage senere døde hun
For nyligt sagde Anne Marie Brund på sin 72-års fødselsdag farvel til Boulevard Caféen i hjertet af Aarhus, som hun har drevet gennem 26 år. Værtshuset havde sidste åbningsdag 21. december 2024, hvor mange var mødt op for at tage en sidste afsked med det populære sted.
Men blot ti dage efter at Anne Marie Brund havde haft sin sidste arbejdsdag på værtshuset, afgik hun nytårsaftensdag ved døden. Det skrev Århus Stiftstidende fredag, og familien bekræfter dødsfaldet over for TV2 Østjylland.
Der er bisættelse tirsdag den 7. januar.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Tilkørsel til hovedvej spærret af vandmasser
En tilkørsel til Rute 15 Rute 15 mellem Grenaa og Aarhus er mandag eftermiddag spærret af vand på vejen, oplyser Vejdirektoratet.
Det drejer sig om tilkørslen fra Rute 21 Randersvej, hvor det i øjeblikket ikke er muligt at passere.
Skærer kraftigt ned på togafgange
Hos Banedanmark forventer man også, at stormvejret kommer til at gå ud over togdriften.
- Banedanmark har beredskabet klar til at fjerne eventuelt væltede træer, og på en række jyske strækninger kører togene i timedrift i morgen, skriver Banedanmark på X.
Med andre ord kører der kun ét tog i timen. Det gælder på de to østjyske strækninger mellem Aarhus-Herning og Aarhus-Viborg.
Aarhus vinder veteranpris
Aarhus Kommune er blevet udnævnt til Årets Veterankommune 2024, meddeler Forsvarsministeriet. Prisen blev overrakt af forsvarsminister Troels Lund Poulsen som anerkendelse af kommunens særlige indsats for veteraner.
Aarhus vinder ifølge Forsvarsministeriet prisen for at have etableret et stærkt samarbejde med lokale aktører og tilbyder blandt andet Åben Borgerservice, hvor veteraner og deres pårørende kan få hjælp til offentlige tjenester.
Prisen, en skulptur lavet af metal fra en skrottet pansret mandskabsvogn, symboliserer anerkendelsen af Aarhus' engagement i veteranarbejde.
Advarer om vand på vejene
Vejdirektoratet advarer nu endnu en gang bilister om vand på vejene i hele landet.
I Østjylland gælder varslingen på følgende to strækninger:
Rute 15 mod Århus ved tilkørslen fra rute 21 Randersvej
E45 fra Aarhus mod Horsens mellem afkørsel 54 Ejer Bavnehøj og 55 Horsens N
Vand på vejbanen
Der er vand på Rute 15 Grenåvej ved Ugelbølle, oplyser Vejdirektoratet.
Det skulle være omkring tilkørslen til vejen i vestlig retning. Vejhjælp er på vej, lyder det på Trafikinfo.dk.
Se billedet: Sø dannet i bymidte
Ved Botanisk Have hvor Viborgvej og Silkeborgvej møder hinanden i Aarhus midtby, har der dannet sig en decideret sø på græsset og hele vejen ud på cykelstien.
Vandet gør passage tæt på umulig for gående og cyklister - i hvert fald hvis man vil tørskoet igennem.
I Aarhus Kommune er der i dag mandag indtil videre faldet 19 millimeter nedbør ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Nationalbanken mangler sedler for 5,7 milliarder kroner
Der er siden november 2023 blevet indleveret ældre sedler og nuværende 1000-kronesedler, som snart udfases, til en værdi af 18,8 milliarder kroner.
Det oplyser Nationalbanken i den seneste opgørelse.
Der mangler fortsat 5,7 milliarder kroner i sedlerne, der ophører som gyldigt betalingsmiddel 31. maj i år.
Tilfældige beskudt med bomberør
Østjyllands Politi modtog søndag aften anmeldelser om tre yngre mænd, der fra en bil angiveligt skød fyrværkeri mod tilfældige personer i Aarhus C.
En patrulje fandt senere på aftenen et køretøj, der matchede beskrivelsen, og standsede det ved Ny Banegårdsgade. I bilen befandt sig tre mænd, som blev sigtet for at overtræde fyrværkeriloven. Politiet beslaglagde også flere bomberør fra køretøjet.
Vidner bekræftede, at det var samme bil, der tidligere blev set på stedet. Politiet efterforsker sagen og opfordrer til, at personer med relevant information henvender sig.
Næsten uforandret elpris i 2024
En opgørelse fra Forsyningstilsynet viser, at elpriserne i 2024 var næsten identiske med 2023 med en gennemsnitspris på 2,73 kroner per kilowatt-time inklusiv afgifter og moms. Dette er en markant forbedring fra energikrisen i 2022, hvor priserne var betydeligt højere.
I løbet af 2024 oplevede Vestdanmark 371 timer med negative elpriser, en stigning på 32 procent fra året før, mens Østdanmark havde 275 sådanne timer, en stigning på 19 procent. Disse udsving skyldes blandt andet vejrfaktorer som vindstille perioder, der i december førte til priser på op til 11 kroner per kilowatt-time.
Å steget 65 cm på få timer
Smeltende sne og masser af regn betyder, at vandløb over hele Østjylland fyldes op. Det ses blandt andet i Fulden syd for Aarhus, hvor byens måler i Giber Å nu er gået i rød på Aarhus Kommunes oversigtskort.
Det gør den, efter vandet er steget omkring 65 centimeter siden morgentimerne. Det skete også forleden, da der kom meget nedbør omkring nytår, og det førte blandt andet til lokale oversvømmelser.