Ansatte blev sendt hjem - nu må de blive der
600 medarbejdere hos Krifa får nu mulighed for at arbejde hjemmefra.
Du skal arbejde hjemme.
Den besked er under coronaudbruddet blevet hverdag for mange danskere.
Læs også
Flere har nemlig været tvunget til at skifte arbejdspladsen ud med et hjemmekontor for at reducere risikoen for at blive smittet med corona.
Det har fået Krifa, den kristne fagforening, til at nytænke deres virksomhed. De giver nu deres medarbejdere valget: Vil du arbejde hjemme eller ude?
- Vi har haft en højere effektivitet, mens vores medarbejdere har arbejdet hjemme. Antallet af stresssygemeldinger er faldet, og vi har kunnet se, at flere, der har været på kanten af at blive stresset, har fået det bedre ved at være hjemme, siger Jane Sol Hauge, leder af afdelingen Mennesker og Kultur hos Krifa, til TV2 ØSTJYLLAND.
Større fleksibilitet
Krifa har givet tilbuddet om hjemmearbejde til alle sine medarbejdere. I alt drejer det sig om 600 ansatte. En af dem er Ina Frausing Thomsen.
- Jeg har en time på arbejde i alt, og den sparer jeg jo. Jeg har mulighed for at cykle med mine børn i skole om morgenen, og jeg har også vundet en halv time om eftermiddagen, som jeg kan bruge på planlægning af aftensmad, fritidsaktiviteter og andet, der følger med, når man er en børnefamilie, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Når medarbejdere som Ina Fausing Thomsen vælger at arbejde hjemme, er det fortsat Krifa, der har ansvaret for arbejdsmiljøet.
- Vi stiller udstyr til rådighed, og så har vi nogle gode arbejdsmiljørepræsentanter, der tager dialogen med medarbejderne, hvis der er noget galt. Det er selvfølgelig svært at tjekke om udstyret bliver taget i brug, siger Jane Sol Hauge.
Valgmuligheden er nøglen
Men det er imidlertid ikke alle Krifas medarbejdere, der ønsker at benytte sig af muligheden for at arbejde hjemme.
Læs også
- Som person har jeg brug for, at når jeg er hjemme, så er jeg hjemme, og når jeg er på arbejde, så er jeg på arbejde, forklarer projektleder, Krifa, Søren Bang Trangbæk.
Selvom Ina Frausing Thomsen har sagt ja tak til hjemmearbejde, så er muligheden for at tage nogle dage på arbejde vigtig for hende.
- Jeg duer ikke til at sidde alene herhjemme fem dage om ugen, så vil jeg begynde at snakke med min kat, og det går simpelthen ikke, fortæller hun.