Brandvæsen måtte lede efter brand
Østjysk brandvæsen blev tirsdag aften kaldt til en mindre brand ved fodboldbanerne på Højlyngen i det vestlige Aarhus.
Her var der gået ild i det plastikhegn, der omkranser banerne, men da anmelder var gået igen, måtte brandmændene bruge noget tid på at lokalisere branden, fortæller operationschef Carsten Pedersen til TV2 Østjylland.
- Men da vi først fandt den, var den slukket på få minutter med 15 liter vand, siger han.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Nedsæt hastigheden: Advarer om oliespild på motorvej
Vejdirektoratet advarer om oliespild på Rute 501 fra Aarhus C mod Østjyske Motorvej. Der er tale om trækningen mellem afkørsel 3 Viby og 2 Hasselager Ø. Bilister opfordres til at sætte hastigheden ned.
Opdatering: Der er ryddet op igen.
Forfatter truer anmelder med retssag
Journalist Peter Kramer truer historiker Gry Scavenius Bertelsen med en retssag, skriver Flensborg Avis. Truslen kommer efter hendes kritiske anmeldelse af Kramers bog 'Ridser i lakken - Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland', bragt i avisen 25. oktober.
Kramers advokat har sendt et påkrav, der kræver, at Bertelsen trækker visse udsagn tilbage. Udsagnene beskylder Kramer for manglende kildekritik og for at opfinde begivenheder.
Hvis Bertelsen ikke efterkommer kravet, vil advokaten overdrage sagen til retten og kræve en tortgodtgørelse på 40.000 kroner.
Bertelsen står dog fast på sin kritik og sin vurdering af bogen.
Historisk projekt afsluttet på kendt herregård
Det har taget et år at udskifte 25.000 tagsten på den historiske herregård Gammel Estrups hovedbygning. Men nu er restaureringsopgaven, der er kaldt den største nogensinde, afsluttet. Det oplyser Gammel Estrup i en pressemeddelelse.
I forbindelse med det store arbejde er der dukket "ny værdifuld viden op", der kan bruges i forskning og formidling af den danske herregårdshistorie, lyder det. Blandt andet om gamle håndværk, traditionelle teknikker og konstruktionsmetoder.
Smitte kan stoppe julehyggen
Hvis du vil undgå at bytte julehygge, and og gaver ud med opkast og dårlig mave juleaften, er det nu, du skal finde håndsæben frem og huske den gode håndhygiejne.
Udover smitte med mycoplasma, coronavirus, RS-virus og influenza er norovirus nemlig også i omløb. Det er den virus, som de fleste danskere måske bedre kender som roskildesyge. Det skriver TV 2.
Virussen har allerede ramt flere danskere i julemåneden, viser opslag på flere sociale medier.
Truede beboer med kniv under indbrud
En 41-årig mand fremstilles 10.30 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for 5. november at have brudt ind i en villa i Åbyhøj i Aarhus, hvor han stjal flere værdigenstande. Da beboeren opdagede ham, truede den 41-årige ham med en kniv.
Naturcenter får million i støtte
Randers Naturcenter har fået en million kroner fra Nordea-fonden til et projekt, der skal bidrage til at skabe flere oplevelser i det fri. Projektet hedder 'Vi vil flere ud', og med flere midler skal de allerede eksisterende formidlingssteder rundt om i Randers Kommune endnu mere i spil. Blandt andet med nye grejbaser, aktiviteter og lettere booking af stederne, oplyser naturcenterleder Helle-Marie Taastrøm i pressemeddelelsen.
Tabt skiltefod forstyrrer morgentrafikken på motorvejen
En skiltefod ligger mellem sporene på E45 fra Horsens mod Aarhus.
Det drejer sig om strækningen mellem Ejer Bavnehøj og Skanderborg S.
Vejdirektoratet opfordrer til at passe på og melder at Vejhjælp er på vej.
Opdatering: Skiltefoden er nu fjernet, og der er igen fri passage.
Østjysk politiker stiller flest spørgsmål
Folketingspolitiker Nick Zimmermann (DF) fra Randers er den politiker, der har stillet flest spørgsmål til ministrene i folketingsåret 2023-2024.
Det viser en ny årsberetning fra Folketinget, skriver Altinget.
I alt stillede han 79 spørgsmål. På de næste fire pladser på listen er ligeledes politikere fra Dansk Folkeparti.
Stopper billetsalg til offentlig transport
I løbet af 2025 og 2026 vil Midttrafik løbende udfase billetprodukter i Midttrafik app. I stedet vil man skulle købe sin billet på Rejsebillet.
Den første billettype, man ikke længere vil kunne købe i Midttrafik app, er Ungdomskort. Salget ophører 31. marts 2025.
Rejsebillet vil komme til at udbyde samme billettyper som Midttrafik app hidtil har gjort, med undtagelse af PendlerKlip og klippekort der helt udgår.
Skyer, regn og blæst præger dagen
DMI melder om en grå dag i Østjylland med mange skyer og regn det meste af tiden. Vinden blæser jævnt til hårdt fra syd, hvilket gør det lune vejr mindre behageligt.