Ekspert: Byggeboom holder boligpriserne nede
Ifølge Boligsidens novemberrapport er priserne på ejerlejligheder i Aarhus steget beskedent med 0,2% i 2024, mens Region Hovedstaden oplevede en stigning på 8,1%. Det skriver Ritzau.
Privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank forklarer, at det øgede boligudbud i Aarhus har bidraget til at holde prisstigningerne nede. Regionen har oplevet en betydelig byggeaktivitet, hvilket har dæmpet prispresset.
Rapporten viser, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder i Danmark er rekordhøj, men Aarhus' markante byggeri har altså skabt en anderledes udvikling.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Projekt kollapsede - nu får kommune millionregning
Randers Kommune står overfor at indfri en kommunegaranti på 1,65 millioner kroner til Spentrup Varmeværk, efter at fjernvarmeprojektet i Spentrup ikke kunne realiseres. Det fremgår af et punkt på dagsordenen til det kommende byrådsmøde i Randers.
Projektet blev i foråret 2024 opgivet på grund af urealistiske varmepriser og manglende opbakning fra boligejerne.
Kommunen arbejder nu sammen med Verdo Varme for at finde en alternativ løsning for fjernvarme i området. Når en ny løsning er på plads, vil Spentrup Varmeværk ikke blive opløst.
Bil brød i brand natten til onsdag
Østjyllands Brandvæsen måtte natten til onsdag rykke ud til en bilbrand på Musvågevej i Aarhus V.
Der var ingen brandspredning eller nogen mennesker i nærheden, oplyser Østjyllands Brandvæsen til TV2 Østjylland.
Branden er derfor slukket, og brandvæsnet er vendt retur.
Risiko for sort is på vejene
Torsdag morgen er temperaturerne faldet og nogle steder til under frysepunktet, og det giver ifølge TV 2 Vejret risiko for sort is på vejene. I Østjylland er det lige nu især på Djursland, at temperaturerne er lave.
Sort is opstår, når sne smelter og derefter fryser igen på vejbanen, hvilket får det til at ligne sort asfalt. Dette gør det svært for bilister at opdage. Friktionen på sort is kan være meget lav, hvilket betyder, at selv vinterdæk og elektroniske stabilitetssystemer har begrænset effektivitet.
Kold dag i vente
Det bliver tørt og overvejende skyet vejr i Østjylland denne torsdag, melder DMI. Der kan lokalt forekomme dis eller tåge, men der er også mulighed for lidt sol i løbet af dagen. Temperaturen ligger mellem frysepunktet og tre grader med lidt varmere forhold ved kysterne. Vinden er svag til let, primært fra vest eller sydvest.
Natten til fredag fortsætter det tørre og skyede vejr med temperaturer mellem nul og tre grader.
Tusinder fik regninger for andres biler
En rapport fra Netcompany afslører, at systemfejl i Motorregistret har ført til forkerte opkrævninger fra Motorstyrelsen. Det skriver Ingeniøren.
Ifølge mediet blev 2.669 borgere og virksomheder i juni fejlagtigt opkrævet afgifter for biler, de ikke ejer. En efterfølgende fejl i oktober påvirkede yderligere 450 modtagere med dobbelt opkrævning eller regninger til både nuværende og tidligere ejere.
Motorstyrelsen har i november informeret de berørte, og fejlopkrævninger vil blive tilbagebetalt med renter. Angiveligt var en systemopdatering årsag til fejlen.
Stort nedbrud for Facebook og Instagram
Metas apps Facebook, Instagram, Messenger og Whatsapp har store udfordringer. Problemerne er tilsyneladende opstået her til aften. DownDetector viser en voldsom stigning i indberetningerne fra omkring klokken 18.30 og frem.
Klokken 19.06 viser DownDetector 3090 indberettede danske nedbrud for Facebook. Ifølge Forbes er der tale om mere end 100.000 internationale indberetninger.
- Vi er opmærksomme på en teknisk fejl, der påvirker nogle brugeres mulighed for at tilgå vores apps. Vi arbejder på at få tingene tilbage til det normale hurtigst muligt og undskylder for enhver ulejlighed, skriver Meta på X.
Kommune giver halv million til håndboldakademi
Syddjurs Kommune har bevilget 500.000 kroner til et udviklingsarbejde, der skal afklare rammerne og potentialet for et eventuelt Syddjurs Håndbold Akademi. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen skal afklare rammerne og potentialet for et håndboldakademi, der kan fremme talentudvikling og styrke samarbejdet mellem lokale skoler, idrætsforeninger og erhvervslivet.
Tidligere elitetræner Martin Fruerlund Albertsen, der også har præsenteret kommunen for idéen, skal som ekstern konsulent for kommunen arbejde på at få muligheden for et håndboldakademi konkretiseret.
Evighedskemikalier fundet i grundvandet
En nyt studie - lavet af De Nationale Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) for Miljøstyrelsen - viser, at pesticider, der er godkendt til brug på danske marker, kan sende PFAS-stoffer ned i grundvandet.
Studiet blev foretaget, efter man i 2020 i flere grundvandsboringer fandt trifluoreddikesyre (TFA). Et stof, som tilhører gruppen af fluorholdige PFAS-stoffer. Stofferne er svært nedbrydelige og omtales derfor "evighedskemikalier".
247 grundvandsboringer blev tjekket for TFA, som blev fundet i 219 af boringerne.
Nyhedsudsendelse klokken 19.30 må vige pladsen
De regionale nyheder klokken 19.30 fra TV2 Østjylland udgår i aften, da Danmark møder Holland til EM i kvindehåndbold.
Vi sender stadig en sen nyhedsudsendelse klokken 22.00.
Statsministeren blandt de mest magtfulde kvinder
Som den eneste dansker er statsminister Mette Frederiksen (S) med på listen over årets mest magtfulde kvinder i verden fra Forbes.
Statsministeren indtager en plads nummer 78.
Listens top tre er EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, præsidenten for Den Europæiske Centralbank Christine Lagarde og Italiens premierminister Giorgia Meloni.