Drama til borgermøde: Kvindelig ansat overfaldet af rasende mand
En kvindelig medarbejder blev udsat for vold i forbindelse med et borgermøde i sidste uge. Kvindens chef er dybt forarget.
Et borgermøde om vindmøller og solceller ved Skødstrup udviklede sig dramatisk, da en ophidset borger blev bedt om at forlade stedet.
Det fortæller forvaltningschef Luise Pape Rydahl fra plan, byggeri og miljø i Aarhus Kommune.
- Det var en mand, der blev meget ophidset til det her borgermøde, og så forsøgte vores medarbejder at sige, at han var nødt til at have en ordentlig tone, hvis han skulle deltage i mødet, siger hun til TV2 Østjylland.
Ved du noget?
Så henvend dig til os her eller på keel@tv2oj.dk.
Træk lidt luft
Den kvindelige medarbejder bad ifølge Luise Pape Rydahl manden om at gå ud og trække lidt frisk luft eller opføre dig ordentligt.
Manden valgte angiveligt at følge frivilligt med ud, men på vej ud gik han til angreb på kommunens medarbejder.
- Så sker det i en mellemgang, at han bliver meget ophidset igen og giver hende en på hovedet, siger forvaltningschefen, der aldrig har oplevet noget lignende.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, og derfor reagerer vi også ved at melde det til politiet, siger Luise Pape Rydahl.
Ser på procedurer
Episoden skete tirsdag aften i sidste uge på et borgermøde om etablering af en solcellepark og tre vindmøller i et område ved Vosnæs Gods i Skødstrup nord for Aarhus.
Forvaltningschefen fortæller, at den pågældende medarbejder har det okay efter omstændighederne.
- Hun skulle da lige bearbejde det. Hun har fået noget hjælp til at snakke det igennem, og vi har sørget for, at der var en debriefing, siger hun.
Kommunen vil nu undersøge, om medarbejderne er klædt ordentligt på til at håndtere de konflikter, der kan opstå til borgermøder.
- Nu får vi får efterset vores procedurer i forhold til, om vores medarbejdere er klædt godt nok på til konfliktsituationer, siger Luise Pape Rydahl.
Østjyllands Politi bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse om en mulig voldsepisode.