Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Fandt sin stjålne cykel til salg - aftalte møde med tyv

Mandag fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en kvinde, der havde fundet sin stjålne cykel til salg på Facebook. Cyklen havde været stjålet i en uges tid.

Ejeren af cyklen arrangerede derefter et møde med sælgeren på en adresse i Viby J, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi. 

Sammen med en patrulje tog hun ud til adressen, hvor sælgeren, en 48-årig kvinde, ankom med cyklen, som den retmæssige ejer både havde kvittering og nøgler til. 

Til betjentene forklarede den 48-årige, at hendes barn var kommet hjem fra byen med cyklen, og hun havde sat den til salg.

Kvinden blev sigtet for hæleri, og ejeren af cyklen fik den med hjem.