Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Forsker hyldes for særlig indsats

To ildsjæle inden for forskning i demenssygdomme har netop fået overrakt Alzheimer-forskningsfondens pris af H.K.H. Prinsesse Benedikte. 

Den ene af de to prismodtagere er Dorthe Berntsen, der er centerleder og professor ved Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning på Aarhus Universitet.

Dorthe Berntsen modtager 300.000 kroner for sin indsats på demens-området, hvor hun blandt andet har forsket i selvbiografisk hukommelse, der handler om, hvordan man husker begivenheder, man selv har oplevet.

- Jeg vil dedikere prisen til de kolleger og studerende, jeg har samarbejdet med i mit forskningsteam. Uden dem ville denne forskning ikke have været mulig, siger Dorthe Berntsen efter overrækkelsen.

I alt er der uddelt ni priser og bevilliger for 2,6 millioner kroner til forskere, der undersøger, hvorfor demenssygdomme opstår, hvordan demenssygdomme forebygges samt nye metoder til behandling og pleje.

Det fremgår af en pressemeddelse fra Alzheimerforeningen.