Her render tyve med motorcykel
Årvågent vidne tog billede af tyveri ved højlys dag
Aarhusianske Jes Busk er vred. Onsdag eftermiddag stillede han som sædvanlig sin Yamaha-motorcykel foran sin lejlighed i Dannebrogsgade i det centrale Aarhus. Derefter gik han ind i lejligheden, der ligger i stueplan.
Mens han tog sig en lur, blev han vækket ved, at hans genbo bankede på døren. Genboen fortalte, at motorcyklen lige var blevet stjålet.
- Jeg farede straks ud efter dem. Jeg løb ned ad gaden i strømpesokker, men kunne desværre ikke finde dem, siger Jes Busk til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Tog et billede af tyveriet
Jes Busk talte senere med et vidne, der overværede tyveriet. Vidnet havde taget et billede, som Jes Busk senere fik tilsendt på sin telefon.
På billedet kan man se to unge, der slæber den tunge motorcykel væk.
- Det er så frækt. Mit genbo fortalte, at det er nogle unge fra en lokal skole. De er kendt for at lave ballade her i området, siger han.
Tre-fire unge bag tyveriet
Ifølge Jes Busk var der i alt tre-fire unge, der deltog i tyveriet. Den ene er allerede blevet anholdt, har politiet oplyst til Jes Busk
- Men det er rigtig ærgerligt, at man ikke engang kan have noget stående selv ved højlys dag, uden at det bliver stjålet.
Den stjålne motorcykel - en sort Yamaha SR 500 - er endnu ikke fundet. Du kan kontakte Østjyllands Politi, hvis du har informationer i sagen.