Kongen kommer til byen: Alle pladser booket på fem minutter
400 borgere deltager i kong Frederiks festgudstjeneste i Aarhus på søndag.
Festgudstjenesten i Aarhus Domkirke på søndag er en begivenhed, der optager borgerne i Danmark.
De 400 pladser, som Aarhus Stift havde sat til rådighed for reservation for borgere, blev booket i løbet af fem minutter.
Det oplyser den kongelige konfessionarius og biskoppen over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, som også skal lede gudstjenesten.
- Efter at det officielle Danmark var blevet tilgodeset, udloddede vi 400 pladser, som man kunne gå ind på vores hjemmeside og tilmelde sig. De 400 pladser forsvandt hurtigt, siger Henrik Wigh-Poulsen.
Ved søndagens festgudstjeneste deltager repræsentanter fra det officielle Danmark og herunder kongefamilien, regeringen og Folketinget.
Desuden deltager biskopper fra Grønland og Færøerne, landets domprovster og Aarhus Stifts domprovster. Og så altså 400 "almindelige danskere", der var heldige at få en plads.
- Vi tænkte: Hvem skal vi invitere? For det er meget vigtigt at få danskere af alle mulige slags med. Det er jo ikke en gudstjeneste, hvor man kan komme på dagen og regne med, at der er pladser. Det giver næsten sig selv. Derfor har vi måttet reservere pladserne, forklarer Henrik Wigh-Poulsen.
Det var Frederiks beslutning
I sin nytårstale sidste år annoncerede den tidligere dronning Margrethe II som bekendt, at hun ville abdicere og overlade tronen til den daværende kronprins Frederik.
Han blev søndag den 14. januar udråbt til konge af Danmark foran en fyldt Christiansborg Slotsplads i København.
Festgudstjenesten i Aarhus markerer derfor også tronskiftet, og det er kong Frederik, der har besluttet, at den skal foregå i netop Aarhus Domkirke.
I forbindelse med, at kong Frederik og dronning Mary deltager i festgudstjenesten, vil parret køre i kortege fra Marselisborg Slot og ind til midtbyen - og tilbage igen.
Ruten går igennem Marselisskoven, forbi Sct. Pauls Kirke og banegården og videre ad gågaden ned mod domkirken.
Gudstjenesten skal efter planen begynde klokken 14.00.