Lars Henriks søn tog i byen og kom aldrig hjem: - Jeg tænker på ham hver dag, og det gør sgu ondt

Først den 25. april klokken 16.02 blev Nicks lig fundet i Aarhus Havn, hvor et eftersøgningshold fra Kystdirektoratet sejlede rundt og ledte i sejlrenden.

Ifølge Lars Henrik Langkjær Hansen spottede de undersiden af hans sko, for han stod med hovedet nedad.

Det er detaljer, Lars Henrik ikke bryder sig om at tænke på, og han kæmper stadig for at bearbejde de tanker, han gør sig omkring hændelsen. Dem er der mange af.

Dagligt.

Lars Henrik har accepteret, at han aldrig får sin søn tilbage, og nu vil han bruge resten af sit eget liv på at forhindre andre i at ende i samme situation.

Det vil han blandt andet ved som her at stå frem og dele sin historie.

Det var én af kammeraterne fra økonomistudiet i Aarhus, der kontaktede Nicks forældre med sin bekymring.

Nick var i byen med nogle gutter fra studiet lørdag aften, hvor de skulle fejre at have afleveret en større opgave.

Han havde aftalt at sove hos én af dem i stedet for at tage hjem til sin lejlighed i Horsens, så da han ikke dukkede op, og heller ikke mødte ind i klassen mandag morgen, blev de klar over, at der var noget galt.

- Han spørger, om Nick har været hos os. Mig og min daværende kone. Det havde han ikke, og jeg tog på arbejde i håb om, at der ikke var sket noget. Han var jo en ung mand, og sådan nogle kan finde på så mange ting. Måske havde han mødt en pige i byen - hvad ved jeg, siger Lars Henrik Langkjær Hansen.

Alligevel var der noget i ham, der nagede.

Det lignede ikke Nick at være tavs på den måde, og hans telefon var slukket og havde været det i timevis. Lars Henrik har stadig en optagelse, hvor han prøver at ringe Nick op dagen efter hans forsvinden.

Det var klokken 13.24.

Om aftenen ringede familien til politiet, som sagde, at der ikke ville blive sat gang i en eftersøgning, før en voksen mand som Nick havde været væk i 48 timer.

Da den tidsgrænse blev passeret, gik det til gengæld stærkt.

Østjyllands Politi iværksatte en intensiv eftersøgning, og de fik hjælp af to organisationer med frivillige, der hjælper med at lede efter forsvundne personer.

Lars Henrik holdt sig hjemme i Horsens, som han var blevet rådet til af politiet. Andre af Nicks venner og familiemedlemmer deltog i søgningen i det omfang, de kunne og magtede.

I starten blev der kun ledt på land og rundt i midtbyen. Senere blev der sat både og dykkere i vandet, og det var altså her, de til sidst fandt ham én af de sidste dage i april.

Skæbnen ville, at statsminister Lars Løkke Rasmussen præcist den dag stod på et pressemøde i Statsministeriet og snakkede om unges muligheder i livet.

- Nick havde evner i mange retninger. Han kom til verden så hurtigt, at hans mor aldrig nåede ind på fødestuen, og jeg nåede ikke at køre hjem til Stensballe fra jobbet i Østbirk.

- Hans storebror tog imod ham på sofaen, og så blev han hentet i ambulance. Derfra kiggede han sig ikke tilbage. Han havde så meget mod på livet. Der skulle gerne ske noget omkring ham, siger Lars Henrik.

Og det gjorde der som regel altid.

Han husker, hvordan Nick som barn "prøvede lidt af hvert”. Han var ikke en vild dreng. Nok bare mere uheldig end de fleste.

Som da han kom hjem med en pind i øjet eller en brækket arm efter en svingtur i rebet over Djævlekløften, som børnene kaldte den.

- Sådan var Nick. Krudt i røven, som man siger. Desværre var det nok en del af forklaringen på, at han altid havde svært ved at stoppe, mens legen var god, da han blev ældre og begyndte at få smag for alkohol. Jeg har tit hentet ham i byen, når kammeraterne har ringet efter mig, og han var altså en stor og tung dreng at tumle rundt med, siger Lars Henrik.

Han er heller ikke i tvivl om, at Nick må have fået rigeligt at drikke på sin sidste aften.

Men hvorfor han endte i vandet, er der ingen, der ved. Det er også usikkert, hvor han er faldet i. Om det er i åen eller ude ved havnen omkring Dokk1.

Lars Henrik hælder til det sidste.

- Det er min personlige tese eller følelse, men jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, hvorfor han forlod den McDonald’s uden at købe noget, men mit bud er, at han ikke kunne huske koden til sit dankort. Det var nemlig helt nyt.

Den sidste samtale mellem far og søn fandt sted ugen før. Lars Henrik og hans daværende kone var på vej på ferie, og Lars Henrik sendte Nick et billede af en mangefarvet glasfiber-kamel, der stod ved en rygekabine i Amsterdams Schiphol-lufthavn.

Det morede de sig over.

- Vi havde den samme totalt åndsvage humor. Det var altid sådan noget ævle-bævle-bavl, når vi skrev og snakkede sammen. Den slags, andre ikke forstår. Og jeg elsker det, for det var vores ting, du ved.

Hvor tit tænker du på ham?

- Det gør jeg hver dag, og det gør sgu ondt. Både her og her, siger Lars Henrik og peger på sit hjerte og sit hoved.

- Jeg savner ham helt vildt.

Han har besluttet sig for ikke at fæstne sig ved de datoer i forløbet med eftersøgningen, hvor der skete noget særligt, for han vil ikke leve resten af sit liv og hver eneste vinter og forår blive mindet om dårlige årsdage.

Hvad skulle han det for?

- Jeg har ikke haft en eneste sygedag efter alt det her. Det havde jeg heller ikke, imens det stod på. Jeg havde brug for bare at køre videre, og det tror jeg, har reddet mig igennem. Hvis jeg ikke havde haft noget at stå op til, ved jeg ikke, hvordan jeg havde klaret det, siger Lars Henrik.

- Jeg følte, at jeg skulle holde resten af familien oppe og passe på dem. Min gamle mor var udadtil meget mere berørt af det end jeg selv. Jeg rasede nok ud ved at være den stærke.

Kan det tænkes, at du ubevidst benægter nogle ting eller risikerer, at det hele kommer tilbage senere?

- Jeg har da tænkt tanken, og jeg har også haft en enkelt samtale med en psykolog, som sagde, at jeg efter hendes vurdering slet ikke havde brug for at snakke med én som hende.

- Jeg tror ikke, jeg får nogle følelsesmæssige efterveer, fordi jeg har erkendt, at Nick er væk. Sket er sket, og jeg kunne ikke have forhindret det, siger Lars Henrik Langkjær Hansen, der ofte snakkede med sin søn om hans alkoholforbrug og hang til fester.

Nick var svær at nå ind til på den front. Han gjorde præcist, hvad han havde lyst til.

Det forklarer måske også den tatovering af en lyserød enhjørning, han fik lavet på sit ben. Det var faktisk den, han blev endeligt identificeret på i lighuset.

Lars Henrik valgte ikke at se sin døde søn, for sådan ville han ikke huske ham. ”En ung mand i en pose”, som han siger.

Han har kun besøgt Nicks gravsted to gange, for han bryder sig ikke om at stå dér og kigge på en sten.

Det er vigtigt for ham at gemme på "de rigtige minder".

Det sidste stammer fra juleaften, som de tilbragte sammen, inden Lars Henrik tog afsted på ferie og så den farvede glasfiber-kamel ved rygekabinen.

Det første, Lars Henrik gjorde, efter Nick var fundet død, var en slags hyldest. Han tog ud og købte en blå cabriolet med lyse lædersæder. En Peugeot 307 fra 2007, der stadig går godt i tomgang her i 2023.

- Nick sagde som barn til sin farmor, at han ville købe en sportsvogn og give hende en køretur, når han blev voksen. Derfor handlede jeg på det og skiftede min bil ud til sådan én, siger Lars Henrik.

Det er hans måde at bevare Nick som en del af sit liv. Sammen med alle minderne og billederne. Dem er der mange af, og de sidste er taget til begravelsen i Tamdrup Kirke.

Den husker han som en dårlig dag, der faktisk endte med at være god. Altså, god, som sådan én nu kan være.

En ven sprang i sidste øjeblik fra opgaven med at sænke Nicks kiste ned i graven, så Lars Henrik tog selv over. Uden at kigge ned, lod han kisten forsvinde ned i hullet.

Han kiggede bare lige frem og erkender, at han er berøringsangst over for "den slags".

- Jeg havde frabedt mig opgaven, men nu gik det, som det gik. Kirken var fyldt. Alle hans venner var der, og vi samledes i et stort festtelt bagefter, hvor vi hørte musik fra Nicks playliste, drak fadøl og hyggede os sammen med de historier, vi havde tilfælles. Jeg er glad for den måde, det hele sluttede på, siger Lars Henrik Langkjær Hansen.

For et halvt år siden kom han med i et netværk af pårørende til folk, der er druknet.

En gang om måneden mødes de virtuelt og snakker sammen om deres oplevelser og om, hvad man kan gøre for at højne sikkerheden omkring havne og fritlagte åer rundt i de danske byer.

Det er Lars Henrik og to kvinder fra henholdsvis Nordjylland og Sjælland, hvis sønner druknede på samme måde som Nick, og så er det en pensioneret overlæge og en repræsentant fra organisationen Missing People.

Gruppen håber blandt andet på at kunne påvirke reglerne for byggerier tæt på vandet, som de mener, bør strammes op med strengere regler for afskærmning.

- Prøv og se derover, siger Lars Henrik og peger på et stillads uden for vinduet.

- Der er masser af regler for, hvordan man kravler rundt på sådan et stillads oppe i højden. Men der er ingen regler, når det gælder vandet. Som om det er ufarligt at falde i. Det har vi så hver især en historie, der modbeviser, og den vil vi gerne have ud til så mange som muligt, siger Lars Henrik Langkjær Hansen.

Nick Langkjær Hansen blev 24 år.

Tekst: Palle Herløv

Layout: Frederikke Schmidt

Fotos: Privat, Michael Svenningsen/Jens Thaysen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix, Palle Herløv / TV2 Østjylland og Torben Mahler/Mindebilleder.dk

Udgivet: December 2023