Pernille har begravet tre børn - så skete miraklet

Advarsel: stærke billeder i artiklen.

Der går et sug af frygt gennem maven på Pernille Burgdorf, da hun løfter toiletpapiret. 

Papiret har indtil nu skjult resultatet på graviditetstesten, hun har gemt under det. Inderst inde kender hun allerede svaret, men Pernille holder alligevel op med at trække vejret, da hun ser de to streger.

Noget, der ville fylde de fleste med glæde og spænding. Men ikke Pernille.

På under fem år har hun været gravid fire gange. Tre gange har hun begravet et barn. Derfor er det, der ellers skulle være den søde ventetid, mest af alt frygtelig.

Bekymringerne og angsten for, at det igen går galt, er det, der fylder mest. Hvad nu, hvis familien skal bisætte endnu et barn?

Alligevel er det med fuldt overlæg, at Pernille nu er gravid igen.

- Der er nok mange, der havde stoppet her, men vi har valgt at tage en chance og prøve en sidste gang. Der risikerer at komme en stor sorg, men ønsket om et barn er bare større, siger hun.

Det spirende liv er dog også en påmindelse om de tre små drenge, der ikke klarede det, og de traumer det har givet. 

For med de to streger på testen er en 280 dage lang nedtælling begyndt, hvor Pernille hver eneste dag frygter, at hendes krop svigter.

Kan børn dø?

Mareridtet begyndte ellers som en drøm. Pernilles mave var efterhånden stor og rund. Inde bag maveskinnet lå lillebroren til hende og manden Alexanders første søn, Mateo på halvandet.

Hun var i uge 27, knap syv måneder henne, da hun pludselig vred sig i smerte. Snart var hun på vej med ambulance fra hjemmet i Silkeborg til sygehuset i Viborg. 

På stuen vrimlede det med sundhedspersonale, og beskederne fløj hen over hovedet på Pernille. ”Hun er ti centimeter åben”, lød det.

- Jeg ligger og tænker, skal jeg føde? Så jeg spørger højt: Skal jeg føde nu? Og en i mængden siger: Ja, det skal du, fortæller Pernille.

Den lille dreng lå med numsen nedad, og der blev taget en hurtig beslutning om at få ham ud ved kejsersnit. Bedøvelsen virkede ikke, og de var nødt til lægge Pernille i fuld narkose.

- Så går det meget hurtigt med at få maske på, og jeg ligger der og tænker: Bare mit barn klarer den. Det skal nok gå, det skal nok gå. Og så sortner det, siger hun.

Kort efter kom lille Arthur til verden. Han nåede at leve i 28 minutter. Men det vidste Pernille ikke noget om, da hun vågnede fra narkosen.

- Jeg kan godt se på jordemoderen, at hun har et meget vemodigt blik. Hun får fortalt, at han desværre ikke klarede den, fortæller Pernille.

- Jeg forstår det slet ikke. Jeg får Arthur i hænderne, og verden går i stå. Så stirrer jeg bare på det her lille barn, der ikke lever.

Gang på gang må hun spørge, om det nu også kan passe. For børn dør jo ikke. Gør de?

Familien må vende hjem uden en baby i armene. 

Midt i sorgen har Pernille ikke mistet lysten til at få et barn - tværtimod. Og snart er hun gravid igen.

Når lynet slår ned samme sted

Pernille og Alexander er glade, men hun er samtidig mere forbeholden denne gang.

- Det var hårdt at være gravid igen, efter vi havde mistet, og jeg lagde lidt en distance til min krop og barnet, desværre. Nu skulle jeg ikke glæde mig for meget, siger hun.

Det bliver uge 17, hun er lidt over fire måneder henne, da hun midt i Københavns Lufthavn konstaterer, at noget er galt. Pernille kommer hurtigt på hospitalet, hvor de kan se, at fostersækken er på vej ud. Efter nogle dages indlæggelse, skal hun overføres til sygehuset i Viborg.

På vejen i ambulancen skete det. Fødslen gik i gang.

- Lige pludselig ligger han der. Det er bare vanvittigt, når man har mistet én gang før, lige pludselig at skulle forholde sig til, hvordan lynet kan slå ned to gange samme sted, fortæller Pernille.

- Første gang er den klart værste, fordi det er så stort et chok, at ens barn kan dø. Det sker jo ikke for nogen, hvordan kan verden være så urimelig og modbydelig? Men nu vidste jeg jo, at det kunne ske.

Man finder ingen sammenhæng mellem de for tidlige fødsler, som lægerne på daværende tidspunkt tror skyldes moderkageløsning og streptokokker. Det vælger parret at stole på, selvom tanken om endnu en graviditet ikke er let.

Men ønsket om at give Mateo samt Alexanders store dreng fra et tidligere forhold, Frederik, en lillebror eller søster er større end frygten.

Flere er uforstående overfor deres valg om at fortsætte, når de har et sundt og raskt barn sammen.

- For mit vedkommende er det rigtig svært at sige, at det her er vores endestation, at det skal ende med så meget død, siger Pernille.

I denne graviditet blev hun fulgt mere tæt.

Alligevel gentog mareridtet sig, da Pernille ramte uge 22, fem og en halv måned, med Pedro i maven. Denne gang var det vandet, der gik.

- Så begynder pulsen at banke afsted. Det er bare så uvirkeligt at stå der og tænke fuck: Det var det, der ikke måtte ske. Og hvorfor går vandet nu? siger Pernille.

- Hvad fanden er der galt med mig? tænker jeg.

Igen kommer hun med en ambulance ind på hospitalet, og efter et par dage kommer veerne.

Pernille kan mærke Pedro ligge og sparke inde i maven, mens spørgsmålene farer rundt i hovedet på hende. Kommer han ud i live? Er han død? Er han stærk nok? Hvad hvis vi skal bisætte endnu et barn?

- Min mand står og holder mig i hånden, og jeg kan også bare se på ham, at han er koblet helt fra. Det er så surrealistisk at stå i sådan en situation igen og allerede vide på forhånd, hvad der kommer til at ske, siger Pernille.

Om natten kom Pedro til verden. Han var helt stille, og da Pernille kiggede ned, var der ingen livstegn. Mens hun så på den lille dreng, kunne hun høre andre fødende på stuerne og deres grædende babyer.

- Jeg føler, at mit hoved er som en elkedel, der venter på, at toppen springer af. Ender jeg på psykiatrisk afdeling nu? Er jeg ved at blive fuldstændig sindssyg? Kan man klare det her igen? spørger Pernille.

Det kan man ikke, beslutter parret. Beskeden er fortsat, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de mistede drenge, men uden nogle svar tør parret ikke mere.

Ved en tilfældighed bliver en ny dør dog åbnet. 

På grund af parrets unikke situation blev Pernille tilknyttet et forskningsprojekt. Og efter et stykke tid gav de grønt lys til et nyt forsøg. Allerede her blev det besluttet, at fødslen skulle ske ved et planlagt kejsersnit i uge 38.

- Vi har gået igennem helvede tre gange, og vi er her lidt allerede. Tænk, hvis det faktisk kunne ende godt. Man vil gerne have en lykkelig slutning, selvom det aldrig vil blive helt lykkeligt, siger Pernille.

Et alter i stuen

Graviditeterne og begravelserne har sat sine spor både fysisk og psykisk. 

Med hjælp fra sin mand holder Pernille stædigt fast i, at sorgen og ikke mindst minderne om de tre små drenge, Arthur, Noah og Pedro, ikke skal fejes ind under gulvtæppet.

De hænger og står fremme i stuen.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi har de her minder, vi kan tage frem. Det er en del af vores fortælling, at de har været her. Og de er en del af vores liv.

Kropsterapi, lange gåture, vinterbadning og et bogprojekt blev hendes medicin. Samtidig startede Pernille et fælleskab for andre englemødre, der også har mistet.

- Det varmer at vide, at man ikke er den eneste i hele verden. For det er virkelig det, man føler, når man mister et barn - at man er Palle alene i verden, siger hun.

Det bliver kun forstærket af, at folk generelt er pivelendige til at tale om sorg og død i Danmark, mener Pernille.

- Vi undgår det og går gerne over på den anden side af vejen, hvis vi støder på en, der lige har mistet. Så jeg synes, det er vigtigt, vi får et sprog for det og en forståelse for, at det er okay at tale om og spørge ind til, siger hun.

De mange initiativer har ikke helet hende, men det har gjort det lettere at dele sine tanker med nogen, der ved, hvad hun gennemgår. For Pernille er efterhånden blevet en ekspert i at miste, som hun selv siger.

Måske er det også derfor, hun heller ikke nyder sin femte graviditet. Døden lurer stadig i skyggerne. 

Mor til fem

Pernille er snart i uge 38, og det planlagte kejsersnit nærmer sig. Alligevel har hun ingen ro i kroppen.

- Jeg tænkte aldrig: Nu er den hjemme, siger hun.

Pernille kan ikke slippe følelsen af, at det ender med mere død. En kulmination af de mange år med angstfyldte graviditeter og bebrejdelser rettet mod hendes egen krop.

Men om morgenen 2. december kan jordemoderen lægge lille Erik Mario op på hendes bryst. Han er rød, levende og helt perfekt.

- Det svært for mig at forstå, at han er kommet. At han har det godt, og vi har det godt, siger Pernille.

Men Erik Mario formår alligevel at kaste lys over julen, der ellers har været en af de sværeste højtider for Pernille.

- Det er dejligt, at der bliver fyldt op med noget kærlighed. Men jeg har stadig min sorg med mig. Det er min følgesvend gennem livet, og det er ikke sådan, at man vågner op, og så er tavlen visket ren, siger hun.

For selvom der kun er to børn, der skal puttes om aftenen, så vil hun altid være mor til fem. Derfor fortæller hun også gerne om Arthur, Noah og Pedro, når nogen spørger. 

I sorgen har det nemlig været lige så vigtigt for hende at holde en del af dem i live ved fortsat at sige deres navne, som det har været at vise, at død er noget, man er nødt til at tale om.

- Deres liv har været alt for korte, men de har ikke været forgæves. 

TV2 ØSTJYLLAND har lavet en dokumentarudsendelse om Pernille og Alexanders kamp. Se dokumentaren her:

Tekst: Maja Kærhus Jørgensen

Fotos: TV2 ØSTJYLLAND og privatbilleder

Redaktør: Kathrine Juhl Jørgensen

Layout: Maja Kærhus Jørgensen

Udgivet: December 2022

Læs også:

Hvorfor skulle Ida dø?