Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Mand tævet med støvsugerrør og spark

Det var blandt andet med et rør til en støvsuger, slag og spark, da en 43-årig mand lørdag aften blev tævet af to andre mænd.

Østjyllands Politi fortæller i sin døgnrapport, at en 52-årig mand sammen med en anden mand udøvede volden, som altså gik ud over en 43-årig mand. Det skete på en adresse i Tilst.

Begge voldsmænd var stukket af, da politiet kom, og det 43-årige offer blev kørt med ambulance til hospitalet efter overfaldet, men han var uden for livsfare trods flere behandlingskrævende skader.

Den 52-årige blev anholdt søndag eftermiddag i Åbyhøj og fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus mandag klokken 11.30, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger. Den afgørelse ankede han til landsretten.

Hans medgerningsmand er ikke fundet.

Politiet mener, at de tre parter kender hinanden i forvejen.