Nu skal cykelbude også levere elektronik
Det er ikke kun mad og drikke, den populære virksomhed og telefon-app Wolt leverer.
Nu udvider virksomheden samarbejdet, så brugere i Aarhus fremover også kan finde produkter fra Proshops pakkelager i Aarhus.
Det er første gang, at et samarbejde mellem Wolt og Proshop finder sted, og aarhusianerne bliver derfor de første i landet til at afprøve det. Ifølge Prohop kan pakkerne leveres indenfor en time.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Festival lukker facebookgruppe
Skanderborg Festival har meddelt at de lukker facegruppen "SMUKFEST - Køb & Salg af billetter" grundet for meget svindel med billetter.
Det sker 1. januar 2025.
I deres facebookopslag på gruppen skriver de
- Hos Smukfest er vores største og fornemmeste opgave at give vores gæster den bedste festivaloplevelse - en oplevelse, der allerede starter ved billetkøbet. Vi er vores ansvar bevidst, og hvis en del af den oplevelse halter, så skal vi gøre vores for at komme problemet til livs.
Derfor henviser Smukfest til, at man køber sine billetter via amukshop.dk og dermed undgår snyd.
Ny aftale sløjfer kontanthjælpsloftet
Tirsdag vedtog et bredt flertal i Folketinget et nyt kontanthjælpssystem, som bliver nemmere at forstå og administrere for borgere og sagsbehandlere.
Det skal mindske risikoen for, at folk kommer i klemme i systemet. Blandt andet vil der fremover kun være tre satser, og 225 timers-reglen og kontanthjælpsloftet bliver afskaffet.
Politi til stede efter slagsmål på banegård
Midt- og Vestjyllands Politi er lige nu til stede ved Silkeborg Station.
To patruljer er kørt til stedet, efter politiet modtog en anmeldelse klokken 12.53 tirsdag.
Der er ifølge vagtchefen tale om vold begået af én gerningsmand mod to personer.
- Det er stadig for tidligt at sige, hvad der har udløst volden, siger Simon Stage, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV2 Østjylland.
Politiet er i gang med at undersøge, hvad der er sket og har talt med de to forurettede. Gerningsmanden er i politiets varetægt.
- Vi bliver på stedet og skal til at efterforske episoden, siger Simon Stage.
Nu er planerne for ny hal tættere på virkelighed
Ikke færre end 18 nye baner kommer en ny badmintonhal i Højbjerg til at rumme. Nu er totalentreprenørerne bag projektet fundet.
Højbjerg Badminton Klub har valgt Erhverv og Bolig Byg A/S fra Randers til opførelsen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra klubben.
Byggearbejdet starter i januar 2025 med forventet indvielse i maj 2026. Projektet er støttet af donationer fra Salling Fondene og Aarhus Kommune.
Ny direktør til stort østjysk hospital
Lasse Plougstrup Hansen tiltræder 1. januar 2025 som hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup, hvor han i dag er HR-chef.
Lasse Plougstrup Hansen bliver som hospitalsdirektør en del af Region Midtjyllands koncernledelse. Det skriver regionen i en pressemeddelse.
Regionshospitalet Gødstrup er et moderne akuthospital med alle behandlingsfunktioner. Hospitalet har 409 moderne indrettede sengestuer og modtager i hverdagene cirka 1600 patienter til ambulant behandling.
Grønne fremskridt: Halverer CO2-udslippet
Region Midtjylland, og de 19 kommuner i regionen, har reduceret sit CO2-udslip med 55 procent siden 1990. Det fremgår af en pressemeddelse fra regionen.
Derudover er andelen af vedvarende energi steget med 53 procent, og målet om 50 procent vedvarende energi i 2025 er dermed nået før tid.
Politiet kigger efter lys i mørket
De mørke timer er lige nu flere end resten af året. Derfor opfordrer Østjyllands Politi til at huske at bruge cykellygten.
Lokalpolitiet i Rønde foretog mandag morgen en kontrol af cyklisterne ved Rønde Skole. Her havde de særligt fokus på, om de unge mennesker havde husket lygter.
Østjyllands Politi er løbende til stede ved skolerne i hele Østjylland for at holde øje med, om der er styr på færdselsreglerne for både bilister og cyklister.
Nordens første svanemærkede byggeri
2025 bliver året for Nordens første svanemærkede byggeri. Det skriver OK i en pressemeddelse.
Firmaet, der har hovedsæde i Viby, planlægger nemlig at udvide med 220 kontorpladser og dertilhørende mødelokaler.
Den nye bygning, der går under navnet Atriumhuset, bliver det første kontorbyggeri i Norden, der opnår Svanemærket.
Målet med svanemærket byggeri er at mindske den samlede miljø- og klimabelastning. Derfor er der både krav til materialer, byggeprocessen og til brugsfasen.
På vej mod den solrigeste decemberdag
December har været en noget grå omgang med blot 8,3 timers solskin på landsplan, siden måneden begyndte.
Foreløbigt har den solrigeste dag været 5. december med 1,2 timers sol.
Men det bliver der lavet om på tirsdag, skriver TV 2 Vejret.
Både den nordlige og østlige del af Jylland samt Nordsjælland har tirsdag formiddag en del sol, og det ser ud til at fortsætte resten af dagen, hvilket vil tælle op i solregnskabet.
Halvt så mange indbrud op til jul
Antallet af indbrud i juledagene er på fem år faldet med næsten 50 procent, viser en opgørelse fra GF Forsikring.
Faldet kan forklares med, at folk er blevet bedre til at sikre hjemmet, før de tager hjemmefra.
- Hvis jeg skal fremhæve én anbefaling, er det at sørge for lys i hjemmet. For eksempel ved hjælp af bevægelsessensorer og lamper, som automatisk slukker og tænder, siger Martin Rundager, der er direktør for Skadehjælp i GF Forsikring.
I 2023 blev der anmeldt 660 indbrud fra 19. december til 1. januar. Fem år tidligere var tallet 1343, viser tal fra Det Kriminalpræventive Råd.