Ny Aarhus-tunnel klar til offentlig høring
Et af de største anlægsprojekter i Aarhus' historie, Marselistunnelen, har længe været på tegnebrættet.
Men nu kan Vejdirektoratet fremlægge den miljøkonsekvensvurdering, det har arbejdet på siden 2022.
Her er det blandt andet de miljømæssige, trafikale og økonomiske konsekvenser af projektet, der bliver vurderet.
Rapporten har til formål at give både politikere og borgere tilstrækkelig viden til at vurdere projektets virkninger på miljøet samt sammenligne forskellige løsningsforslag. På den baggrund er projektet nu klar til den afsluttende, offentlige høringsfase.
Tidsplan for Marselistunnelen
2025 - Opstart af detaljerede undersøgelser og projektering.
2027 - Forventet opstart af anlægsarbejder ved midlertidigt kryds ved Strandvejen.
2028 - Opstart af tunnelarbejderne.
2034 - Delvis ibrugtagning af tunnel.
2035 - Endelig ibrugtagning af tunnel og ombygning af kryds ved Strandvejen.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Din dåsecola er billigere i Danmark end i Tyskland
JydskeVestkysten har tjekket prisen på dåsecola rundt i landets forretninger og har sammenlignet dem med priser i Tyskland.
Deres pristjek viser, at en ramme Coca-Cola i denne weekend er billigere end i Tyskland.
To mænd fængslet for indsmugling af knap 400 kilo amfetamin
To hollandske mænd på henholdsvis 41 og 28 år er torsdag blevet fængslet ved et grundlovsforhør i Viborg, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. De to mænd er sigtet for indsmugling og videreoverdragelse af henholdsvis 57 og 321 kilo amfetamin til personer i blandt andet Viborg og Silkeborg.
Advarer om tabt affald på motorvej
Vejdirektoratet advarer torsdag aften om tabt affald på Djurslandsmotorvejen på rute 15 fra Aarhus N mod Hornslet mellem <16> Skødstrup og <15> Hornslet. Højre spor er spærret, og der er vejhjælp på stedet, lyder det.
Opdater: Begge spor er igen farbare.
Ingen problemer med at ringe 112, oplyser politiet
- Heldigvis ser det ud til, at alle mobilnetværk er i drift igen, og der er ingen problemer med at ringe 112 nu.
Det skriver Østjyllands Politi på X torsdag aften klokken 20.15.
Politikredsen har tidligere haft problemer med kontakten til både borgere og patruljer.
Politiet sender alle biler på gaden
Problemer med mobilnetværket får Østjyllands Politi til at sende alle mand på gaden for at være ekstra synlige.
De seneste timer har flere TDC-kunder været udfordret af, at mobilnettet er nede. Og det påvirker også kontakten til myndighederne.
Udfordringerne betyder, at alle mand er sendt på gaden, fortæller vagtchef René Ludvig fra Østjyllands Politi.
- Vi har alt disponibelt ude at køre. Vi er i midtbyen, i oplandet. Vi kan ikke ramme samtlige landsbyer i nuet, men vi er synlige og har alle biler på gaden, siger han.
Nu reagerer Aarhus Havn på borgmesters nej
Aarhus Havn kommenterer nu Aarhus-borgmester Anders Winnerskjolds (S) udmelding om, at han ikke ser en havneudvidelse for sig i de næste byrådsperioder.
- Vi står med et stort, aktuelt problem med mangel på kajnære arealer, som kun vokser sig større på længere sigt. Vores opgave er at sørge for, at erhvervslivet har de nødvendige kajnære arealer, der kan sikre den danske forsyning samt skabe udvikling og arbejdspladser, lyder det blandt andet i et skriftligt svar fra Aarhus Havn.
Flere kører med nødberedskab i aften og i nat
Krisestaben i Silkeborg Kommune har besluttet fortsat at køre nødberedskab i aften og i nat i hjemmeplejen, hvor der er omkring 1200 nødkald hos ældre borgere i eget hjem, da der fortsat opleves ustabil drift på grund af TDC-nedbruddet. Der er indkaldt ekstra mandskab, og der køres fysisk rundt til de mest udsatte borgere hver anden til tredje time, oplyser Silkeborg Kommune på Facebook.
Pårørende opfordres til at tage kontakt til deres ældre slægtninge og sikre, at de ikke har behov for akut hjælp.
Silkeborg Kommune oplever ingen problemer med nødkald på plejecentre, da nødkaldet her kører på kommunens interne systemer, lyder det.
Uvist hvornår mobilnet fungerer helt
TDC Net oplever torsdag aften fortsat udfordringer på mobilnettet, hvilket betyder, at mange oplever, at deres opkald ikke går igennem.
Det er heller ikke muligt at sige endnu, hvornår problemerne er overstået, oplyser kommunikationschef i TDC Net Lasse Bjerre Sørensen torsdag aften.
- Det begynder at se bedre ud, men vi oplever stadig flere kald, der fejler. Så vi er der ikke endnu, i hvert fald, det må vi bare konstatere, siger han.
Sidste chance for at aflevere ulovlige våben
November lakker mod enden, og det betyder også, at frit lejde for at aflevere ulovlige våben hos politiet uden at blive straffet snart er slut. Hos Midt- og Vestjyllands Politi har de indtil videre fået indleveret mere end 5000 våben, og opfordrer samtidig folk til at benytte sig af månedens sidste hverdag.
- Du kan komme af med ethvert tænkeligt våben, skriver politikredsen på X.
Her har man blandt andet modtaget et stikvåben forklædt som stok.
Nødkald ramt af TDC-problemer - laver ekstra runderinger
Nødkald for hjemmeboende borgere og borgere på plejehjem i Aarhus Kommune er påvirket af problemerne med TDC's mobilnet.
Det skriver kommunen på sin hjemmeside.
- Som en nødforanstaltning foretager Aarhus Kommune ekstra runderinger ved udsatte borgere, både hjemmeboende og på plejehjem, skriver kommunen.