Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Sønderlemmende kritik: Medlem af planklagenævnet chokeret over fejl

Heidi Bank er medlem af Planklagenævnet og har dermed - sammen med ti andre - været med til enstemmigt at dumpe Aarhus Kommunes planer for havneudvidelse.

- Det står meget klart, at der er nogle centrale ting, Aarhus Kommune absolut ikke har levet op til i forhold til lovgivningen, siger Heidi Bank, der er medlem af Folketinget for Venstre og tidligere byrådsmedlem i Aarhus Kommune.

Hun er politisk udpeget lægmandsmedlem af nævnet, hvor der også sidder landsdommere og medlemmer indstillet af erhvervslivet og Danmarks Naturfredningsforening.

- Det her er en meget usædvanlig sag. Jeg har i min tid ikke oplevet noget lignende. Jeg må ærligt sige, at jeg er chokeret over, at Danmarks anden største kommune får sendt noget ind, hvor der er så væsentlige ting, man ikke har taget højde for, siger hun.

Hun fortæller, de juridiske problemer især drejer sig om miljøvurderinger, men også godtgørelsen af behovet for udvidelsen.

Hun forventer, at Aarhus Kommune tager det til efterretning.

- Når man får så klar en meddelse, så forventer jeg, at kommunen tager det alvorligt.