Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Teenager fanget af politiet tre gange på få timer

Samme 18-årige mand blev stoppet og sigtet af politiet tre gange på få timer, fremgår det af mandagens døgnrapport fra Østjyllands Politi.

Søndag eftermiddag observerede en patrulje en uhensigtsmæssigt parkeret bil på Åvænget i Egå. De kørte til den 18-årige ejers adresse, hvor der lugtede kraftigt af hash, og en halv joint lå synligt fremme. Ved en ransagning af bopælen fandt politiet mere end 100 gram hash, så han blev sigtet for besiddelse af narko.

Senere samme eftermiddag blev den 18-årige igen stoppet af politiet på Rosenholmvej i Hornslet. Han blev skønnet påvirket og sigtet for narkokørsel. Yderligere 100 gram hash blev fundet i hans bil, og han blev sigtet for forsøg på salg af narko.

Om aftenen kl. 19.46 blev den 18-årige for tredje gang stoppet af politiet, denne gang på Nyringen i Risskov. Han havde ikke sit kørekort med sig og fik en bøde på 1000 kroner samt endnu en sigtelse.