Uheld i kryds på landevej
Politiet og Østjyllands Brandvæsen rykkede fredag eftermiddag omkring klokken 14.30 ud til et færdselsuheld i Hjortshøj.
Ud over politi og brandvæsen kørte også en ambulance til ulykkesstedet.
- Det er et uheld i krydset ved Sastrupvej og Mejlbyvej. Det er to krydsende personbiler, der er stødt sammen, siger kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, Emil Sørensen til TV2 Østjylland.
Han oplyser, at der ikke umiddelbart er tilskadekomne.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Vintervejret rammer Østjylland senere i dag: Politiet kommer med opfordring
Der forventes at falde en del nedbør i Østjylland i aften- og nattetimerne i form af sne og regn, hvilket kan give glatte veje i hele Østjylland.
Da kombinationen af store mængder nedbør og kolde vejbaner kan gøre forholdene uforudsigelige, opfordrer Østjyllands Politi folk til at køre forsigtigt.
Det skriver Østjyllands Politi på mediet X.
Her kommer vejret til at give de største problemer
Hele landet kan se frem til både sne, kraftig blæst og regn. Men nogle områder vil blive hårdere ramt end andre.
Særligt Nordjylland kan stå op til trafikale problemer mandag morgen, da der er stadig er udsigt til snefald på disse kanter.
Men også i et bælte fra Thy hen over Østjylland og Nordsjælland kan vejret give store problemer fra søndag aften til tidlig mandag morgen.
Fire år efter masseaflivning er der 43.000 mink på seks farme
Fire år efter at alle mink blev slået ned under coronakrisen, er erhvervet så småt ved at genopstå.
Der er ifølge DR Nyheder 15 minkbesætninger fordelt på seks minkfarme i Vestjylland og Nordjylland med i alt 43.000 mink.
Formand for foreningen Danske Mink Louise Simonsen oplyser, at der er 25 personer, der er klar til at blive minkavlere, når muligheden byder sig.
- Det er uundgåeligt, at minkerhvervet vil vokse sig større og bedre i løbet af de kommende år. Både i takt med at skindpriserne allerede stiger, og der er et relativt lille udbud af skind, siger Louise Simonsen til DR.
Tre personer fængslet i sag om stoffer og pumpgun
Tre mænd mellem 25 og 26 år er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter en ransagning i Haveforeningen Riisvangen i Aarhus N, hvor Østjyllands Politi fandt 164 gram kokain, 192 gram hash samt en pumpgun med 25 haglpatroner.
Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Peter Tholstrup til TV2 Østjylland.
Fire personer blev fremstillet i grundlovsforhør i sagen lørdag, hvoraf den fjerde, en kvinde, altså ikke blev fængslet. De anholdte er sigtet for handel med euforiserende stoffer og ulovlig våbenbesiddelse.
Mountainbike-klub kåret som ’Årets Idrætsforening’
Mountainbike-klubben Gl. Rye MTB fra Skanderborg Kommune er kåret som 'Årets Idrætsforening 2024'.
Klubbens formand, Simon Christensen, fik ved DR’s store sportsshow i Jyske Bank Boxen et trofæ som et synligt bevis på, at foreningen vandt prisen og de 100.000 kroner.
- Jeg er megastolt over, at vores forening får sådan en anerkendelse efter så mange års indsats, siger han ifølge en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund.
Risiko for spejlglatte veje og cykelstier
Der er på tværs af Danmark risiko for let isslag fra søndag aften til mandag formiddag.
Det oplyser Mette Zhang, som er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, tidligt søndag morgen til Ritzau.
Det skyldes en varmfront, som sidst på eftermiddagen søndag vil bevæge sig op over landet med udbredt sne, slud og regn, forklarer hun.
- Varslingen gælder alle dele af Danmark, for fronten ser i løbet af aftenen og natten ud til at skulle bevæge sig ind over hele landet.
Ny metode skal hjælpe med at afsløre stroke i alarmopkald
Kunstig intelligens ser ud til at kunne opdage flere slagtilfælde eller strokes, end de læger, sygeplejersker og paramedicinere, der modtager alarmopkaldene.
Det fremgår af en ny ph.d.-afhandling, skriver Jyllands-Posten.
Region Sjælland har planer om at implementere teknologien i løbet af 2025. Teknologien er blevet testet på 300.000 alarmopkald fra 2021. Her fandt kunstig intelligens 63 procent af tilfældene, mens menneskene fandt 52,7 procent af dem.
Fire anholdt: Stoffer og pumpgun fundet i kolonihavehus
Østjyllands Politi har anholdt tre mænd og en kvinde i forbindelse med en ransagning i Haveforeningen Riisvangen i Aarhus N. De fire personer er lørdag formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør.
Ved ransagningen blev der fundet 164 gram kokain, 192 gram hash samt en pumpgun med 25 haglpatroner. De anholdte er sigtet for handel med euforiserende stoffer og ulovlig våbenbesiddelse.
I skrivende stund er grundlovsforhøret fortsat i gang.
Anne Marie lukkede elsket bodega - ti dage senere døde hun
For nyligt sagde Anne Marie Brund på sin 72-års fødselsdag farvel til Boulevard Caféen i hjertet af Aarhus, som hun har drevet gennem 26 år. Værtshuset havde sidste åbningsdag 21. december 2024, hvor mange var mødt op for at tage en sidste afsked med det populære sted.
Men blot ti dage efter at Anne Marie Brund havde haft sin sidste arbejdsdag på værtshuset, afgik hun nytårsaftensdag ved døden. Det skrev Århus Stiftstidende fredag, og familien bekræfter dødsfaldet over for TV2 Østjylland.
Der er bisættelse tirsdag den 7. januar.
Politi: Pas stadig på glatte veje
Der er fortsat glat på vejene, og der bliver ved med at ske uheld.
Sådan lyder det Midt- og Vestjyllands Politi, der lørdag opfordrer til, at man passer godt på, hvis man sætter sig bag rattet. Ifølge politiet er flere biler endt i grøfte.