Wammen: Bred EU-skepsis i Danmark
Ja-partierne har ikke været gode nok til at kommunikere med befolkningen, mener Nicolai Wammen (S)
Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, der er valgt i Østjyllands Storkreds, mener, at ja-partierne skal se det som en umiddelbar lærerstreg, at prognoserne tyder på et klart nej - op mod 55 procent af stemmerne - til at omdanne Danmarks retsforbehold i EU til en tilvalgsordning.
Partierne skal være i tættere dialog med danskerne, mener Wammen, der er tidligere borgmester i Aarhus Kommune.
Med omkring 60 procent af stemmerne talt op efter torsdagens folkeafstemning står nej-siden ifølge DR's prognose til at få 53,6 procent, mens ja-siden får 46,4 procent, viser DR's prognose.
Udtryk for skepsis
- Jeg ser det som et udtryk for en stærk skepsis i den danske befolkning, når det gælder EU-samarbejdet, siger Nicolai Wammen.
Morten Østergaard vil kæmpe videre for mere EU trods nej
- Vi har ikke været i stand til at overbevise danskerne til at stemme ja, og det beklager jeg. Jeg tror, det er vigtigt, at vi lærer af folkeafstemningen. Vi skal være i stærkere dialog med befolkning og lytte til de bekymringer, der er i forhold til EU-samarbejdet.
Den politiske ordfører ser to udfordringer, hvis de første gisninger om et resultat holder. For det første skal ja-partierne komme ud og få en stærkere kontakt med de kritiske røster, der er i Danmark.
- Samtidig skal alle partierne tage et ansvar på sig for at sikre Danmarks interesser bedst muligt i forhold til politisamarbejdet i fremtiden. Vi venter på, at statsministeren kommer med et udspil. Det er for tidligt at se på færdige løsninger, siger Nicolai Wammen.