Horsens-træner om efteråret: Imponeret og fascineret
Horsens-træner Bo Henriksen havde ikke turdet drømme om dette efterår. Sønderjyske-lejren er ikke tilfreds.
AC Horsens og Sønderjyske går på vinterferie efter søndagens superligakamp, der endte med en 2-1-sejr til Horsens.
Efter kampen evaluerede begge lejre efteråret, og i Horsens var man glad for det, man har opnået hidtil i denne sæson.
- Jeg er dybt imponeret og fascineret af de her gutter efter det vanvidsforår, vi havde, hvor vi nærmest tabte alt, vi kom i nærheden af, siger Horsens’ træner, Bo Henriksen.
Horsens skabte med sejren et hul ned til Sønderjyske på tre point, mens Hobro, der ligger på den skæbnesvangre 12.-plads, er ni point væk, dog med en kamp i hånden.
- At stå tilbage nu med 25 point og at være i kvartfinalen i pokalturneringen, det havde jeg ikke turdet drømme om i min vildeste fantasi. Men det er på grund af de her gutter, de er enestående.
- Foråret var rigtig dårligt, vi vandt ingen fodboldkampe, og vi skulle skabe en ny kultur og en ny trup. Vi solgte vores dyreste spillere i Kasper Junker og Sivert Heltne Nilsen. Vi skulle skabe en ny stamme.
Junker blev i sommer udlejet til Stabæk, mens Heltne Nilsen blev solgt til Elfsborg.
- Det har været hårdt for os alle sammen at skulle opfinde noget igen, men det er også derfor, at vi er så stolte af de her gutter. De går nemlig ind og skaber et fundament og en kultur, siger Bo Henriksen.
I Sønderjyske-lejren var stemningen en smule mere trykket. Efter en god sæsonstart er det gået ned ad bakke for sønderjyderne, som har vundet én af deres seneste otte kampe i Superligaen.
Det er ikke noget, som sportschef Hans Jørgen Haysen er helt tilfreds med.
- Nej, det tror jeg ikke, at der er nogen, der er, hverken hvis du spørger spillere eller trænere eller mig. Selvfølgelig er vi ikke det.
- Vi ved også godt, at vi har et forår foran os, hvor vi i den grad skal arbejde sammen og sørge for, at Sønderjyske har et superligahold fra sommeren 2020, siger han.
Hans Jørgen Haysen fortæller i øvrigt, at han forventer et forholdsvis roligt transfervindue.
VIDEO: Tidligere AC Horsens-målmand, Søren Jochumsen, trak overskrifter i alle landets medier, da han som 43-årig tog plads på AC Horsens-bænken.