Listeria-fund i Hammel
Pålægsfabrikant må lukke en enkelt dag
Fødevarestyrelsen har onsdag lukket virksomheden Delikas afdeling i Hammel for en enkelt dag.
Det sker efter fund af listeria-bakterier i afdelingens miljø - og altså ikke i dens kødprodukter
Ifølge en pressemeddelelse fra Delika er det sliceafdelingen i pålægsproducentens afdeling i Hammel, der er ramt. I første omgang er hele fabrikken lukket - og ikke kun den ramte afdeling.
I samråd med Fødevarestyrelsen vil Delika i løbet af det næste døgn foretage en ekstraordinær rengøring og desinficering af afdelingen.
Se: Listeria: Trækker pålæg tilbage
- Tilbagetrækningen sker, idet Delika Hammel as ønsker at sikre forbrugerne og udelukke enhver tænkelig risiko, skriver virksomheden i meddelelsen.
Tidligt torsdag morgen åbner produktionen igen, mens sliceafdelingen forbliver lukket, indtil Fødevarestyrelsen vurderer, at afdelingen er fri for listeria-bakterier.
I mellemtiden vil virksomheden foretage en ekstraordinær rengøring og desinficering af afdelingen i samråd med Fødevarestyrelsen.
Se: Magnus indlagt med listeria
Delika understreger, at Fødevarestyrelsen ikke har udstedt påbud, forbud eller lignende efter listeria-fundet. Lukningen af afdelingen sker i samarbejde mellem virksomheden og Fødevarestyrelsen.
En række produkter fra Delika blev i sidste uge trukket tilbage fra butikkerne. Det skete, fordi pålæg fra Delika var blevet skåret på samme maskiner som kød fra Jørn A. Rullepølser og dermed var i fare for såkaldt krydskontaminering.
Du kan se mere om sagen i indslaget over artiklen.