Kommune jagter borgere: Nu skal der bygges højere og tættere

Favrskov Kommune er gode til at tiltrække børnefamilier til parcelhusgrunde. Andre befolkningsgrupper kniber det mere med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I fremtiden kan det meget vel være etagebyggerier i flere etager, som de lokale murere i Favrskov skal bygge. Genrefoto

Gennem mange år har Favrskov Kommune været særligt attraktiv for de unge familier, der vil skifte storbyens ræs og en lille lejlighed ud med brede vidder og et parcelhus. Men nu er fokus nødt til også at være på andre grupper, har byrådet besluttet.

I det nye forslag til en strategiplan foreslås det nemlig at give bedre muligheder for at bygge tættere og højere især i centerbyerne.

Vi skal ikke tæppebombe byerne med højhuse. Der skal jo også være nogen, som vil bygge dem.
Nils Borring (S), borgmester

- Der er run på parcelhusgrundene, men vi har ikke haft tilstrækkelig nok fokus på mindre boliger til enlige og ældre. Og så er der nødt til at blive bygget i højden, som man gør mange andre steder, siger borgmester i Favrskov, Nils Borring (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

Af alle kommuner i Danmark er Favrskov den kommune, der har den 13. største andel af parcelhuse. Genrefoto

Færrest tilflyttere og næstflest fraflyttere

Af de fire nabokommuner til Aarhus er Favrskov den kommune, som får forholdsvis færrest tilflyttere pr. indbygger. Samtidig er Favrskov den af de fire nabokommuner, som har næstflest fraflyttere pr. indbygger.

Det er de kolde facts, der får politikerne til at kigge mod en større variation i boligtyper og boligområder. Og det er især i de største byer Hinnerup, Hammel og Hadsten, der vil ske ting og sager i fremtiden.

Hvis altså den nye strategi føres ud i livet.

- Jeg tror ikke på, at vi kan holde på de helt unge, der skal ind og læse i Aarhus, men de enlige og de mange singler efterspørger boliger, som vi ikke i tilstrækkelig grad har i dag, lyder det fra borgmesteren.

Byrådet vil

• Understøtte et mere varieret udbud af boliger ved at arbejde for flere mindre boliger samt flere lejeboliger og almene boliger

• Fastholde fokus på fortætning i byerne – særligt i midtbyerne i Hadsten, Hinnerup og Hammel 

• Arbejde for byfornyelse – særligt i de ældre parcelhuskvarterer samt nedslidte og centralt beliggende erhvervsområder 

• Fremme særlige kendetegn i afgrænsede bydele og nye byområder

Skal ikke tæppebombe med højhuse

Ifølge borgmesteren er det et ønske fra mange især ældre i kommunen, at der kommer flere boliger målrettet dem. Førhen har de været nødsaget til at kigge mod andre dele af landet, hvis de ønskede at flytte i noget mindre.

Folk er velkomne til at sende høringssvar, og alt kan ændres, hvis borgerne kan overbevise politikerne.
Henrik Jensen, chef for Plan og Byg i Favrskov 

Men går charmen ikke af Favrskov, hvis der bliver etagebyggerier overalt?

- Vi skal ikke tæppebombe byerne med højhuse. Der skal jo også være nogen, som vil bygge dem. Det afhænger af investorerne, siger Nils Borring.

- Men tættere og højere byggeri i Hammel, Hinnerup og Hadsten vil understøtte livet i byerne og den lokale detailhandel, fortsætter han.

Området omkring den tidligere Østervangsskole på Voldbyvej og Fotorama rummer muligheder for at gennemføre et samlet byudviklingsprojekt i Hammel midtby. Foto: Favrskov Kommune
I Hinnerup midtby vil byrådet tage konkrete initiativer til at fremme byfortætnings-projekter omkring den bynære del af Ådalsvej/Fredensgade og i området ved den tidligere krogrund i 'Sydbyen'. Foto: Favrskov Kommune

Normalt ikke stor interesse

I første omgang vil lokalpolitikerne gerne åbne mere op for mulighederne. De nye boligformer er en af flere dele i det forslag til 'Plan- og bæredygtighedsstrategien 2030+', som netop er blevet sendt i høring.

I de næste otte uger kan alle interesserede komme med sine inputs til planerne, og efter politisk og administrativ behandling skal tankerne danne grundlag for den nye kommuneplan gældende fra 2021.

- Folk er velkomne til at sende høringssvar, og alt kan ændres, hvis borgerne kan overbevise politikerne. Vi er stadig på et tidligt stadie, og meget er ukonkret. Så normalt er der begrænset interesse for sådan en strategi, siger chef for Plan og Byg i Favrskov, Henrik Jensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Selve strategiplanen giver dog heller ikke borgerne mulighed for at bygge. Der skal først en kommuneplan og siden en lokalplan til, før eksempelvis højhusprojekter kan realiseres.

Der lægges også op til en mulig fortætning af ældre parcelhusområder, så der kan komme mindre boliger i de områder. Foto: Favrskov Kommune

Giver en tydelig retning

Under alle omstændighederne vil kommunen gerne høre, hvad folk synes om idéerne. Derfor er der borgermøde i Inside i Hammel torsdag den 23. maj kl. 19.

Her vil hovedpunkterne i planen blive præsenteret, ligesom der efterfølgende vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer til forslaget.

VIDEO: Lars og Beth Pedersen fejrer 50-års jubilæum som indehavere af tøjbutikken Standard i Hadsten. Indslaget er fra den 27. marts. 

- Selvom det ikke er helt konkrete planer, der fremlægges i strategien, så giver den en tydelig retning for, hvad vi vil. Så det kan være, der er holdninger til den, siger Henrik Jensen.

Ud over tankerne om et mere varieret boligudbud indebærer strategien emner som nærhed til naturen, bæredygtighed, styrket mobilitet, handel og erhverv og arealer til servicefunktioner.

Du kan læse hele strategiforslaget her.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her