Åh nej - ikke igen: Kirke ramt af nyt tyveri
Graveren i Hatting Kirke mødte langfredag ind til et frustrerende syn. Tyve havde fjernet kirkens nedløbsrør, og det er anden gang på få måneder.
- Hvad i alverden skal vi nu gøre for at undgå det?
Det var graver Gert Løvlund Pedersens første tanke, da han langfredag mødte på arbejde ved Hatting Kirke vest for Horsens.
De nedløbsrør, der før havde siddet på kirkens ydermur, var væk, da tyve havde været på spil og stjålet rørene i nattens mulm og mørke.
Rørene er lavet af kobber, og det er ikke første gang, at nedløbsrør er blevet stjålet fra Hatting Kirke. Sidste gang var for få måneder siden, som TV2 Østjylland tidligere har fortalt om.
- Det var da lige godt træls, at det skulle ske igen, siger Gert Løvlund Pedersen, der øjeblikkeligt meldte det til Sydøstjyllands Politi.
Ikke mere kobber
Det er nu anden gang på kort tid, at nedløbsrørene er stjålet fra Hatting Kirke, der er bygget tilbage i 1786. Derfor skal det nu være slut med rør af kobber.
- Vi kommer ikke til at få nye kobberrør, så nu skal de være af stål, siger Gert Løvlund Pedersen.
De nye stålrør skal være i en farve, der ligner det gamle stykke rør, der hænger der i forvejen. De regner også med, at de bliver billigere i det nye materiale, fortæller Gert Løvlund Pedersen.
Kan I være bekymrede for, at de nye rør bliver forvekslet med kobber?
- Jeg tror på, at de nye stålrør kan få lov til at blive siddende. Tyvene har nok metoder til at sikre sig, om det er kobber eller ej, siger Gert Løvlund Pedersen.
Haster med at få nye rør
Uden nedløbsrørene ryger regnvandet fra kirkens tag ned i kælderen.
- Rørene skal ikke mangle for længe, før det bliver kritisk, og der kommer fugt, siger Gert Løvlund Pedersen.
Han satser på, at de nye rør kommer op i løbet af en uge eller to.