De har kæmpet med oversvømmelser - nu er hjælpen kommet
En vandpumpe har hjulpet mod oversvømmelser i Haveforeningen Enghave.
Normalt ville store mængder nedbør betyde nye oversvømmelser i Haveforeningen Enghave i Horsens. Men en ny vandpumpe skal komme kolonihaverne til undsætning.
Tirsdag kunne Knud Gram fra kolonihaven, hvor han er en del af vandudvalget, fortælle, at vandet normalt ville have stået til midt på læggen efter den voldsomme nedbør, men i stedet kunne man gå rundt uden at få vand i skoene.
- Jeg synes, det er enormt dejligt. Det er befriende, sådan virkelig, siger Knud Gram.
Han fortæller, at det er "fantastisk" at kunne se sig ud af oversvømmelser i kolonihaven flere gange om året, som haveejerne har været vant til.
Vandpumpen kan pumpe 600 kubikmeter vand i timen. Den blev installeret for tre uger siden, og det sker, efter at kolonihaven blev ramt af oversvømmelser i februar, hvor der var risiko for colibakterier i vandet.
Pumpen har kostet 250.000 kroner.
Det betyder "alt" for Susanne Hansen, haveejer, at pumpen er blevet installeret.
- Ellers havde jeg ikke en kolonihave mere. Så kunne vi lige så godt sige farvel til det hele, for vi kan jo ikke sælge det, siger hun.
Men pumpen har ikke virket for alle. For eksempel er der én have, hvor vandet har stået op til døren hos René Jensen.
- Jeg synes, det er trist at investere så mange penge og meget tid på at løse problemer, og så er der nogle af os, der stadig har problemer, siger han.
Næste skridt er ifølge Knud Gram fra vandudvalget at lave et dige, som Horsens Kommune skal involveres i.