Vejarbejde giver kø på motorvej
Der er lige nu kø og forlænget rejsetid på E45 fra Aarhus mod Horsens mellem <53> Skanderborg S og <55> Horsens N.
Køen skyldes vejarbejdet mellem Ejer Bavnehøj og Horsens N.
Der er en forlænget rejsetid på op til 30 minutter. Der forventes normal trafikafvikling ud på aftenen.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Sidste chance for at aflevere ulovlige våben
November lakker mod enden, og det betyder også, at frit lejde for at aflevere ulovlige våben hos politiet uden at blive straffet. Hos Midt- og Vestjyllands Politi har de indtil videre fået indleveret mere end 5000 våben, og opfordrer samtidig folk til at benytte sig af månedens sidste hverdag.
- Du kan komme af med ethvert tænkeligt våben, skriver politikredsen på X.
Her har man blandt andet modtaget et stikvåben forklædt som stok.
Det tyder på teknisk fejl
Flere TDC-kunder oplever, at deres kunders telefoner ikke kan gå igennem. Alt tyder på et teknisk problem og ikke ondsindede kræfter. Det siger Lasse Bjerre Sørensen, der er kommunikationschef i TDC.
Fejlen ligger hos TDC, siger han – og det har varet nogle timer.
- Vi har haft sved på panden i nogle timer nu, og til at begynde med så det ud som om, at det hurtigt bedrede sig, men vi kunne se, at det var en større ting.
Kraftig brand tog timer at slukke: Politiet kan ikke udelukke ildspåsættelse
En nabo slog natten til torsdag alarm, da hun opdagede røg fra en industribygning på Grønhøjvej i Harlev. Da brandvæsenet nåede frem til branden, var flammerne op igennem taget.
Det fortæller operationschef hos Østjyllands Brandvæsen Johnny Damgård.
- Det var en kraftig brand, så det tog længere tid at få den under kontrol.
Brandvæsenet fik alarmen klokken 00.54 og var først færdige på stedet lidt over fire.
- Og jeg kan ikke afvise, at vi skal derud igen til noget efterslukning her i dag.
Hvad årsagen til branden har været, er endnu ukendt.
Men fra Østjyllands Politi lyder det torsdag morgen i døgnrapporten, at de ud fra indledende undersøgelser på stedet ikke kan udelukke, at branden kan være påsat.
Sagen efterforskes nu nærmere.
Arbejder på højtryk for at finde årsag til nedbrud
Togtrafikken har de seneste timer stået stille som følge af problemer med det digitale signalsystem. Ifølge vicetrafikdirektøren i Banedanmark, Nicolai Smidt Sigsgaard, arbejdes der på højtryk for at finde en årsag.
- Vi leder bredt efter årsagen, men vi kan med sikkerhed sige, at vi samtidig er påvirket af et større nedbrud i telenetværket, siger han i en meddelelse på Banedanmarks hjemmeside.
Togtrafikken på disse strækninger er indstillet
Esbjerg-Holstebro
Vejle-Struer
Skanderborg-Herning-Skjern
Langå-Struer
Struer-Thisted
Aalborg-Frederikshavn
Aarhus-Aalborg
Strækningerne er indstillet frem til klokken 18. Banedanmark melder ud, så snart der er nyt.
Tusinder af passagerer er ramt af nedbrud
Det store nedbrud, der torsdag har ramt togtrafikken i blandt andet Østjylland, påvirker rigtig mange passagerer.
Ifølge DSB's informationschef Tony Bispeskov er "en del tusinde passagerer" ramt af nedbruddet. Det er blandt andet mellem Aarhus og henholdsvist Aalborg, Struer og Skjern, der lige nu ikke kører tog.
Opholdsforbud i rockerklub forlænges igen
Østjyllands Politi forlænger igen igen det midlertidige opholdsforbud i rockerklubhuset på Rådmands Boulevard 50 i Randers med 14 dage. Det skriver Østjyllands Politi på X.
Opholdsforbuddet i rockerklubhuset er nu gældende frem til torsdag 12. december 2024 kl. 18.00.
Lukningen skyldes en "verserende konflikt i det kriminelle miljø," har Østjyllands Politi tidligere udtalt.
Ild i taget på rækkehus
Østjyllands Brandvæsen er torsdag eftermiddag rykket ud til en brand på Stenhøjgårdsvej i Malling.
Brandvæsnet fik klokken 13.19 en melding om, at der er gået ild i taget på et rækkehus, fortæller operationschef Anders H. Jensen til TV2 Østjylland.
Fire brandbiler og en indsatsleder er på adressen, hvor taget er blevet brudt op. Branden er under kontrol, og der er ingen tilskadekommende, da ilden har holdt sig i konstruktionen.
Brandvæsnet forventer at være til stede i en times tid endnu.
20 medarbejdere med hård kritik af TV-kok
'Frygtkultur' med råb som ledelsesværktøj.
Sådan beskriver en række tidligere medarbejdere hverdagen på restaurant Panorama Mad og Vin, der er ledet af kokken Jesper Panorama Pedersen. Udover restauranten er han også gæstekok i TV-programmet Go’ morgen Danmark og har fået overrakt prisen for Danmarks bedste bøfsandwich to år i streg.
TV Midtvest har talt med 37 tidligere medarbejdere, der dækker over alt fra opvaskere, tjenere og kokke til chefstillinger. 20 af dem kritiserer, ifølge TV Midvest, i hårde vendinger den ledelsesstil, de har oplevet under Jesper Panoramas ledelse.
Forsøg med cannabis bliver permanent
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har torsdag indgået en ny aftale om at gøre en forsøgsordning med receptordineret medicinsk cannabis permanent.
Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Jysk-butikkerne omsatte for over 40 milliarder sidste år
Selv om inflationen har gjort indhug i forbrugernes rådighedsbeløb og købelyst, så mærker man det ikke umiddelbart i Jysk-butikkerne.
Boligindretningskæden har offentliggjort nogle af sine regnskabstal for det forgangne regnskabsår, der udløb 31. august.
Tallene viser, at omsætningen voksede med 7,6 procent til 41,4 milliarder kroner. Driftsresultatet voksede samtidig med 12 procent til 4,43 milliarder kroner.