Yngre mand stukket ned - området spærret af
En 27-årig mand er blevet stukket ned - muligvis med en kniv - i Mimersgade i Horsens, oplyser Sydøstjyllands Politi til TV2 Østjylland.
Det er sket fredag morgen, og området omkring gerningsstedet er derfor i øjeblikket spærret af.
Manden er ikke i livsfare. Der er fortsat inden anholdt.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Her er punkterne i den nye sundhedsreform
Indenrigs- og Sundhedsministeriet præsenterede fredag en ny sundhedsreform. Den var "historisk", sagde sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Her er de væsentlige punkter i reformen:
Region Sjælland og Region Hovedstaden lægges sammen i én regioner - Region Østdanmark.
17 nye sundhedsråd oprettes, som vil varetages af folkevalgte regionsråds- og byrådspolitikere.
I 2035 skal der være "mindst" 5000 almene læger. Det er en forøgelse på 1500.
Fra 2027 skal patienter med KOL og lænderygsmerter være omfattet af pakken.
Fra 2028 skal patienter med type 2-diabetes være omfattet, og fra 2029 og 2031 gælder det for patienter med hjertekarsygdomme og kompleks multisygdom.
Gigtpatienter og personer med demens vil fremover kunne se frem til en styrket indsats.
Sundhedsudspil: Der skal være flere læger i Danmark
Der skal være mindst 5000 praktiserende læger i Danmark, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på det pressemøde omkring den nye sundhedsreform, der lige nu er i gang ovre i København.
Det er 1500 læger flere end i dag.
Regeringen vil gøre op med den skævvridning, der er i behandlingsbehovet regionerne imellem, lyder det videre.
Det kommer også frem, at der skal investeres massivt i landets sygehuse. Aftalen sikrer 27,5 milliarder kroner til udstyr, it og sundhedstilbud tæt på borgerne.
Større vejarbejde vil støje om natten
Der bliver nattelarm i det centrale Silkeborg, da to indfaldsveje skal renoveres og have ny asfalt.
Der er tale om Kejlstrupvej og Borgergade på den nordlige side af Silkeborg Langsø. Hverdagsaftener vil der fra klokken 18.00 til 06.00 den følgende morgen blive lagt asfalt.
Én vejbane spærres på kortere strækninger ad gangen, men der er ikke lagt op til, at der spærres helt af.
Salget af opioider falder
Antallet af danskere, der køber opioider på recept, er faldet. De, der fortsat gør, får mindre mængder.
Det oplyses på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside.
Styrelsen har indsamlet nye tal om danskernes forbrug af opioider. Tallene viser, at 12 procent færre personer har indløst recept på opioider.
To grupper af patienter står til løft i sundhedsudspil
Når regeringen fredag formiddag præsenterer den endelige aftale om en ny sundhedsreform, kan flere grupper af kronisk syge se frem til mere hjælp, end der var lagt op til i det oprindelige udspil.
Det er patienter med gigt og demens, som kan se frem til en styrket indsats.
Omkring 700.000 danskere har en gigtsygdom, mens knap 100.000 lever med demens.
Dagligvarebutik takkede ansatte efter brand
Føtex på Nørrevænget i Silkeborg brød natten til tirsdag i denne uge i brand.
Forbipasserende reagerede hurtigt, og flammerne kom under kontrol, da brandvæsenet ankom.
Det var derfor en taknemmelig butikschef, Tina Bjørck Andersen, der kunne ånde lettet op, da branden igen var slukket, og det skulle ikke gå nogens næse forbi, at butikken var blevet reddet af to helte, mener hun.
- Vi efterlyste de kunder, som havde ringet til brandvæsnet, siger butikschefen, og her gav to drenge sig til kende.
De modtog den største taknemmelighed i form af et håndtryk og lidt godt til ganen og maven.
- De reagerede hurtigt og har i dén grad reddet butikken. Så det er bare fantastisk, siger Tina Bjørck Andersen til TV Midtvest.
Sådan opdeles Østjylland i ny sundhedsreform
Fredag klokken 11.00 præsenteres en ny sundhedsstruktur ved et pressemøde i Sundhedsministeriet, rapporterer TV 2. Reformen vil ligne regeringens tidligere udspil, men indeholder nye tiltag for visse patientgrupper.
Regeringens septemberudspil foreslog en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark, landets største region. Desuden vil 17 sundhedsråd blive oprettet.
De østjyske kommuner vil indgå i fire sundhedsråd: Midt, Kronjylland, Horsens og Aarhus.
Flere uger med ændrede køreplaner
DSB melder på sin hjemmeside, at der omkring fire uger vil være ændret køreplan mellem Aarhus og Aalborg. Det begynder søndag og fortsætter til og med 14. december.
Det er om aftenen, natten og i de tidlige morgentimer, at der er ændringer. Rejsende opfordres til at orientere sig i Rejseplanen.
Fra søndag og en uge frem vil der også være ændringer mellem Aarhus og København.
Kæmpe milliardregninger på vej på grund af vand
Østjylland kan blive hårdt ramt og lide store tab, når der i fremtiden kommer voldsomt vejr, lyder det i en ny rapport fra DTU lavet for F&P, brancheorganisation for forsikrings- og pensionsbranchen, og CIP Fonden.
Eksempelvis er Aarhus den kommune i landet, der forventes at lide størst økonomisk skade ved oversvømmelser fra skybrud over de næste 100 år. Og kigger man på udgifter per indbygger til de skader forventes Samsø at ligge som nummer to i landet. I landets største byer kan man ifølge rapporten se ind i skader på over to milliarder kroner hvert år på grund af skybrud.
Norddjurs og Randers kommuner er henholdvis nummer syv og ni, når der spås om skader ved stormfloder i samme periode.
Overvismand vil have opgør med løn-traditioner
Økonomiprofessor og overvismand Carl-Johan Dalgaard fra Københavns Universitet udtaler til Information, at de seneste politiske initiativer fra SVM-regeringen ikke løser den grundlæggende mangel på arbejdskraft i velfærdsstaten.
Han peger på, at lønningerne i plejesektoren ikke stiger nok, hvilket kan få uddannede sygeplejersker og sosu'er til at søge andre job. Dalgaard foreslår, at lønningerne bør tilpasses efter behovet for arbejdskraft, hvilket kan bryde med den nuværende solidaritetsmodel i offentlige overenskomstforhandlinger.