Beskidt vand på flere strande
Skulle man denne november-dag have lyst til at friske sig op med en badetur, skal man måske lige snøre badekåben igen.
Det fremgår nemlig af Badevand.dk, at der er hejst rødt flag på flere badestrande, fordi badevandskvaliteten vurderes at være for dårlig.
Der er tale om de fem nærmeste strande lige syd for Aarhus Havn, fra Tangkrogen og til og med Ballehage.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Ild i taget på rækkehus
Østjyllands Brandvæsen er torsdag eftermiddag rykket ud til en brand på Stenhøjgårdsvej i Malling.
Brandvæsnet fik klokken 13.19 en melding om, at der er gået ild i taget på et rækkehus, fortæller brandvæsnet til TV2 Østjylland.
Fire brandbiler og en indsatsleder er på adressen.
Opdateres...
Forsøg med cannabis bliver permanent
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har torsdag indgået en ny aftale om at gøre en forsøgsordning med receptordineret medicinsk cannabis permanent.
Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Jysk-butikkerne omsatte for over 40 milliarder sidste år
Selv om inflationen har gjort indhug i forbrugernes rådighedsbeløb og købelyst, så mærker man det ikke umiddelbart i Jysk-butikkerne.
Boligindretningskæden har offentliggjort nogle af sine regnskabstal for det forgangne regnskabsår, der udløb 31. august.
Tallene viser, at omsætningen voksede med 7,6 procent til 41,4 milliarder kroner. Driftsresultatet voksede samtidig med 12 procent til 4,43 milliarder kroner.
18-årig sigtet for salg af euforiserende svampe
Østjyllands Politi opsøgte natten til torsdag to unge påvirkede mænd på gaden i Randers. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den ene, en 18-årig mand, erkendte, at han havde givet den anden euforiserende svampe.
Under ransagning af den 18-åriges hjem fandt politiet flere rester fra svampe og mange tusinde kroner i kontanter. Den 18-årige blev sigtet for salg af euforiserende stoffer, og kontanterne blev beslaglagt, da politiet mistænker, at de stammer fra narkosalg.
Hardballpistol skabte bekymring
Klokken 19.44 onsdag anmeldte en borger, at fire-fem unge mænd på Torstilgårdsvej i Aarhus-bydelen Tilst var set med en pistol. Politiet kørte derud med udrykning, anholdte seks unge mænd på stedet og visiterede dem. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Her fandt politiet en hardballpistol i deres bil. Men ingen blev sigtet, da det ikke kunne afgøres, hvem der bar pistolen. Plastikvåbnet blev beslaglagt til destruktion, da det er ulovligt at bære hardballvåben frit fremme i offentligt rum.
Skal du transportere et hardballvåben fra A til B, skal det være pakket ned og være under opsyn hele tiden, oplyser Østjyllands Politi.
Nuværende Flying Superkids-forælder er "fuld af tiltro"
Mens tidligere gymnaster i Flying Superkids fra perioden 2007-2021 den seneste uge har fortalt om skældud, råb i ansigtet, ydmygelser og utilregnelig adfærd fra leder af Flying Superkids, Lars Godbersen, så har de nuværende forældre en nærmest modsat oplevelse af kulturen på stedet.
Blandt andre Anne Lyhr, hvis barn er Flying Superkids i dag, og som har været tilknyttet Foreningen Gymnastikgården de seneste fire år.
- Jeg har ikke på noget tidspunkt oplevet noget som var grænseoverskridende. Jeg er kun blevet mødt af dygtige trænere, og jeg er fuld af tiltro til, at de varetager deres opgave godt.
Patienter er tilfredse med akutlægehelikopterne
Når Danmarks fire akutlægehelikoptere går i luften og flyver ud til akut syge og svært tilskadekomne borgere, efterlader de et særdeles positivt indtryk hos patienterne.
Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Ud af de 660 patienter, der har fløjet med akutlægehelikopter i perioden september 2023 til juni 2024, som har svaret på undersøgelsen, svarer 91 procent at deres indtryk var 'meget godt', mens 8 procent svarer 'godt'.
Thomas Helmig hyldes i ny teaterkoncert
Til august går Aarhus Teater sammen med Aarhus Festuge for at hylde en af byens og landets helt store kunstnere med 'Teaterkoncert Thomas Helmig'.
Thomas Helmig medvirker ikke selv i forestillingen, men stiller sine sange til rådighed for den nye fortolkning til scenen.
Forestillingen får urpremiere 28. august 2025 på Aarhus Teater, mens Aarhus Festuge afholder sit 60-års jubilæum med gallaåbning 29. august 2025. Billetsalget til de første forestillinger er åbnet.
Kraftig brand tog timer at slukke: Politiet kan ikke udelukke brandspåsættelse
En nabo slog natten til torsdag alarm, da hun opdagede røg fra en industribygning på Grønhøjvej i Harlev. Da brandvæsenet nåede frem til branden, var flammerne op igennem taget.
Det fortæller operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, Johnny Damgård.
- Det var en kraftig brand, så det tog længere tid at få den under kontrol.
Brandvæsenet fik alarmen klokken 00.54 og var først færdige på stedet lidt over fire.
- Og jeg kan ikke afvise, at vi skal derud igen til noget efterslukning her i dag.
Hvad årsagen til branden har været, er endnu ukendt.
Men fra Østjyllands Politi lyder det torsdag morgen i døgnrapporten, at de ud fra indledende undersøgelser på stedet ikke kan udelukke, at branden kan være påsat.
Sagen efterforskes nu nærmere.
Havde flere hundrede tramadolpiller i bilen
Onsdag kl. 21.10 stoppede betjente fra Aarhus Vest en bil på en p-plads ved Jernaldervej i Hasle. Den 32-årige fører virkede påvirket, og mellem hans ben lå pakker med tramadolpiller.
Manden blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Ved visitation fandt betjentene flere hundrede kroner i kontanter, og bilen rummede yderligere tramadolpiller samt en peberspray.
Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg og overtrædelse af våbenloven. Alt blev beslaglagt.