Klokken ni rammes campingpladsen på Anholt af en eksplosion
200 politifolk, brandfolk, ambulancereddere og helikopterpiloter gennemfører i dag en øvelse på den lille Kattegat-ø
En eksplosion rammer onsdag klokken ni campingpladsen på Anholt. Der udvikler sig en voldsom brand, som siden spreder sig til øens sommerhusområder og i naturen.
En gruppe mennesker vil komme svært til skade ved branden og endnu flere vil blive lettere sårede.
Læs også
Sådan er scenariet for dagens øvelse på Anholt, hvor beredskabet tester deres nye beredskabsplan for øen i Kattegat. Øen har til daglig omkring 140 beboere, men i sommermånederne stiger indbyggertallet til 3-4.000 personer.
Det kan give udfordringer i tilfælde af en evakuering, fordi færgen til Anholt er tre timer om at nå frem og kun har plads til 200 personer ad gangen.
Ny plan for Anholt
- Der er langt til Anholt, og derfor har vi med den nye beredskabsplan lavet en luftbro derover, så vi med helikopter kan være der i løbet af 45 minutter, fortæller beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl fra Beredskab og Sikkerhed i Randers, Favrskov og Djursland.
Han glæder sig til i løbet af onsdagen at få testet den nye beredskabsplan, som indtil videre kun findes i papirform, igennem.
- Vi kommer til at udfordre vores folk i dag, og det er vigtigt, at vi begår fejl i løbet af dagen. Det er det, vi kan lære af, og som vi så kan skrive ind i planen.
200 folk med på øvelse
Næsten 200 politifolk, kystredningsfolk, brandfolk, ambulancereddere og helikopterpiloter vil i løbet af i dag være involveret i øvelsen på Anholt.
Eksplosionen på campingpladsen og den efterfølgende brand vil dog kun være noget, beredskabet ”leger”.
- For beredskabsdirektøren har forbudt brug af åben ild på den ø, siger Kasper Sønderdahl med reference til sig selv.
- Det er simpelthen for sårbart med al den tørre vegetation. Når alt er tørt derovre, er der stor brandfare.
Derfor vil brandfolkene, som bliver fløjet til Anholt også røgdykke i bygninger med kunstig røg.
På samme måde er der hyret folk fra ambulancetjenesten til at spille tilskadekomne.
Stor hjælp fra fastlandet
De hårdest sårede skal efter planen i første omgang behandles af det lokale beredskab og siden af en akutlægehelikopter. Ifølge planen vil branden i løbet af formiddagen eskalere og den nye plan om massiv assistance fra fastlandet vil komme på prøve.
Læs også
- Lægehelikoptere vil flyve de værst tilskadekomne til Skejby Sygehus, Rigshospitalet og Odense Universitetshospital. Forsvarets helikopter vil komme med udstyr til brandslukning og har plads til lettere tilskadekomne retur, når den har læsset af, fortæller beredskabsdirektøren.
- De lettere tilskadekomne bliver så fløjet til Tirstrup Lufthavn, hvor der skal holde ambulancer klar, som skal køre dem til Regionshospitalet i Randers.
På Facebook sendte TV2 ØSTJYLLAND onsdag live fra øvelsen på Anholt. Se mere i videoen nedenfor: